Stor dansk skuffelse, da caddien vandt en major | Golf.dk
Sophia Popov vandt en sensationel, men yderst fortjent majorsejr i AIG Women's Open.

Foto: Getty Images

Stor dansk skuffelse, da caddien vandt en major

23/08 - 2020 | Claes Meldal

Emily Pedersen var godt på vej mod et fantastisk majorresultat, men snublede flere gange i opløbet. I mellemtiden spillede tyske Sophia Popov sig frem til en sensationel sejr i AIG Women's Open.

Da Emily Pedersen havde spillet seks huller af finalerunden i AIG Women's Open, sænkede hun sin tredje birdie på den regntunge og vindstille Royal Troon i Skotland. Det bragte hende kortvarigt helt frem på en delt andenplads. Det ville have overgået Iben Tinnings flotte tredjeplads i British Open 2001 og dermed givet Emily Pedersen det bedste danske majorresultat på damesiden nogensinde.

Men drømmerunden blev til et mareridt kort tid efter. Mellem 8. og 12. hul smed en tydeligt frustreret Pedersen fem slag til banen og raslede langt ned ad leaderboardet.

Emily Pedersen fik skuden på ret køl og lavede en enkelt birdie og resten par på vej mod klubhuset, og det gav hende en – trods alt – fantastisk 11. plads i direkte kamp mod hele verdenseliten. Det er hendes personlige bedste i en major, da hendes hidtil bedste resultat var 14. pladsen ved The Evian Championship i 2016. Og kan hun holde den nuværende formkurve, er der absolut intet til hinder for, at hun skulle kunne tage kampen op mod verdens bedste damegolfspillere fremover.

AIG Women's Open blev skueplads for en vaskeægte sensation, da tyskeren Sophia Popov – verdens nr. 304, der til daglig spiller på den næstbedste amerikanske golftour, Symetra Tour – vandt en sikker sejr foran alle verdens ypperste damespillere. Og hvilken askepothistorie. 27-årige Popov mistede sit LPGA Tour-kort med et enkelt sølle slag sidste efterår og har primært spillet Symetra Tour og en række miniturneringer i USA i år. Hun tog endda en caddietjans for bedsteveninden, hollandske Anne van Dam, for en måneds tid siden.

Men så begyndte stjernerne endelig at stå rigtigt for Popov. Hun kom ind i Marathon LPGA Classic på LPGA Touren og sluttede på en højst overraskende delt 9. plads, hvilket gav hende en plads i AIG Women's Open. Og hvis nogen gik og troede, at hun kun var med i majorturneringen som fyld, kom de hurtigt på bedre tanker. Popov spillede fremragende golf og lavede kun seks bogeys de første to spilledage under ekstremt svære vejrforhold, og da det stilnede af i weekenden, blev hun kun skarpere. En bogeyfri lørdagsrunde i fire under par gav hende en usandsynlig føring på tre slag før finalerunden, og her ville hun være tilgivet for at være bukket under for det enorme og uvante pres.

Det skete ikke. Efter en bogey på åbningshullet som følge af et lidt uheldigt drive startede Popov sin velsmurte birdiemaskine, og takket være fremragende jernspil lagde hun tre birdies i koppen på forni. Og trods en række geniale putts fra nærmeste forfølger, thailandske Jasmine Suwannapura, slap Popov ikke føringen på noget tidspunkt.

På 18. hul stod det klart, at Popov kunne vinde turneringen med en dobbeltbogey, og hun så ingen grund til at udfordre skæbnen. Hun spillede modent og sikkert bolden uden om farerne og lavede en problemfri bogey, hvilket så rigeligt rakte til sejren.

Og så kunne tårerne få frit løb. De blev hurtigt blandet med champagnesprøjt, og siden kunne Popov hæve et trofæ, som ikke mange havde troet, at hun ville komme i nærheden af før denne uge.

Golf er nu et forunderligt spil.

Slutstilling i AIG Women's Open

User Comments:

  • Overskrift

    24/08 - 2020 |

    Nu må i tage jer sammen og finde mere passende overskrifter. Popov har gået caddie for en veninde EN gang. Kom ind i kampen.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:3,510,918
  • Unique Visitor:190,185
  • Registered Users:169,883
  • Unregistered Users:31,581
  • Blocked Users:12,473
  • Published Nodes:16,525
  • Unpublished Nodes:325
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:3.236.122.9
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:11,004
    • This week:106,889
    • This month:448,334
    • This year:3,511,695

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk