Stor afslutning af Bjørn og Kjeldsen | Golf.dk
Scottish Open er den største af Rafa Cabrera Bellos tre sejre på europatouren.

Foto: Getty Images

Stor afslutning af Bjørn og Kjeldsen

16/07 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Callum Shinkwin burde have vundet Scottish Open. Englænderen var nummer 151 på Race to Dubai denne uge, efter en sæson der havde talt ni missede cuts i træk og kun tre checks. Der var dog intet at se til problemerne i spillet på Dundonald Links, hvor han ugen igennem svingede aggressivt og uden frygt.

24-årige Shinkwin lavede fem birdies i løbet af finalerunden, og det bragte ham på førstepladsen helt frem til hul 18. Der førte han med et enkelt slag foran Rafa Cabrera Bello, som tidligere havde sat banerekord i 64 slag for at nå til -13.

Det skulle vise sig at være nok til omspil, for mens Shinkwin havde mindre end 15 meter til flaget efter to slag på par fem hullet 18, så lå bolden ned ad bakke, en bunker var mellem bolden og hullet, og en hazard ventede på den anden side af green, hvis bolden kom hårdt ud. Englænderen formåede ikke at ramme green i første forsøg, og i sidste ende stoppede hans putt for par få centimeter kort af hullet.

I omspillet blev hul 18 taget i brug igen, og mens Cabrera Bello ramte green i to slag, så fandt Shinkwin et nærmest nærmest identisk leje på den bunkerkant, han lige havde lavet bogey fra.

Det burde have værets Shinkwins titel, men det blev spanieren, som kunne to-putte for birdie og sejren. Cabrera Bello vil uden tvivl kunne sætte sig ind i, hvordan hans slagne modstander har det, for et utal af gange har han selv været utroligt tæt på, siden sin seneste sejr for fem år siden.  

- Jeg er ekstremt glad. Jeg har vundet før og været deroppe mange, mange gange, men det er ikke lige lykkedes, og jeg har følt mere og mere pres for hver gang. Jeg er virkelig lykkelig for, at det lykkedes for mig, sagde den 33-årige til Sky Sports efter sejren.

Shinkwin kan trøste sig med, at han med andenpladsen får adgang til næste uges Open Championship. De to øvrige billetter tilfaldt Matthieu Pavon og Andrew Dodt.

Et par rutinerede danske herrer slap flot fra finalerunden og turneringen som helhed. Søren Kjeldsen kan tage mod Royal Birkdale med en 68'er og en delt niendeplads i -7.

Et slag længere tilbage sluttede Thomas Bjørn på 15. pladsen. En tidlig bogey blev efterfulgt af seks birdies, og det gav den 46-årige Ryder Cup-kaptajn en runde i 67 slag og det bedste resultat på europatouren siden januar 2016.

- Det føles meget mærkeligt at færdiggøre en runde søndagsgolf og faktisk være glad, tweetede Bjørn.

Mindre glad er Lucas Bjerregaard nok. En 78'er på fjerde runde sendte frederikshavneren 32 pladser ned i tabellen til nummer 61 i +6.

Link til resultatet. 

User Comments:

  • så fedt

    17/07 - 2017 | jess Krelskov

    Bliver stort til The Open. Vi er mange som hepper på dig Søren. Ser også frem til MID. Bedste hilsner /GolfSverige.dk

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer