Stimen er brudt: Verdens top-100 er uden danskere | Golf.dk
Thorbjørn Olesen faldt mandag ud af top-100 i verden for første gang siden 3. oktober 2015.

Foto: Getty Images

Stimen er brudt: Verdens top-100 er uden danskere

02/04 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Et glasset halvt fuldt eller halvt tomt? Det spørgsmål har golfdanmark grund til at stille sig selv denne uge. Da verdensranglisten blev opdateret mandag, faldt Thorbjørn Olesen ned til nummer 101. Dermed er Danmark uden en spiller blandt verdens 100 bedste for første gang siden Thomas Bjørn nåede 98. pladsen tidligt i marts 1997.

Siden dengang har Søren Kjeldsen, Anders Hansen, Søren Hansen og Thorbjørn Olesen alle taget deres tørn, men nu er stimen slut.

På samme tid er Thorbjørn Olesen, Thomas Bjørn og Jeff Winther de bedste danskere på Race to Dubai som nummer 106, 107 og 108 - men det skal der nu nok snart blive lavet om på, når europatouren kommer til Europa.

Det er årsagerne til, at der ikke var nogen dansker i nærheden af at blive inviteret til denne uges Masters, og deri finder man også grunden til, at der er dystre prognoser for at få en dansk spiller med på Ryder Cup-holdet i Paris.

Altså ser det ikke for godt ud. Eller gør det? Optimisterne blandt os har rigeligt at glæde sig over. Blandt andet dette: 

Danmark, med sine færre end seks millioner indbyggere, er regerende verdensmestre.

Danmark har vundet 34 gange på europatouren.

Danmark har vundet mindst en gang på europatouren hvert år mellem 2005 og 2017.

Danmark forsvarer GolfSixes on en måned.

Danmark har syv fuldtidsmedlemmer af europatouren.

Hvad Danmark ikke har er en majorvinder, og det bliver der ikke ændret på så længe der ingen rød-hvide deltagere er i de største turneringer. Så hvordan ser det ud med glasset; Er det halvt fuldt eller halvt tomt? Bliver der skålet i champagne eller kildevand?

Hvis nogen har højere forventninger til nationens bedste golfspillere, kan de med glæde rette fokus mod det modsatte køn. Nicole Broch Larsen er nummer 87 i verden, og under sidste uges major blev hun gjort selskab af Nanna Koerstz Madsen og Emily Pedersen.

Link til verdensranglisten

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer