Stenson vinder første titel siden 2017 | Golf.dk

Stenson vinder første titel siden 2017

08/12 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Kun 18 mand er med i Tiger Woods' Hero World Challenge, men samtlige er store stjerner. Desuden er der en million dollars til vinderen, så selvom det ikke er en officiel turnering på PGA Touren, er den ikke uden betydning. Når man som Henrik Stenson er faldet ned til 40. pladsen på verdensranglisten, er de 46 point, han fik for sejren, bestemt også værd at tage med.

Svenskeren holdt tre spillere fra verdens top-10 samt Patrick Reed bag sig på vej mod titlen på Albany i Nassau, hans første siden Wyndham Championship i august 2017. Tiger Woods, Jon Rahm og Justin Thomas nåede alle op at blande sig, men det var 43-årige Stenson, som havde mest at skyde med i sidste ende.

Thomas nåede til -5 for runden med en eagle på 11. hul, men han lavede bogey på 13. og sluttede turneringen med en kostbar doublebogey for en samlet score i -13.

Tiger Woods mistede også momentum efter fire birdies i løbet af de første 11 huller. Der kom ikke flere, men til gengæld satte han et slag til, så scoren blev 69 slag. Samlet sluttede superstjernen 14 under par. Han kan tage en fjerdeplads med til Australien, hvor han næste uge skal være kaptajn for amerikanerne i Presidents Cup.

Reed, verdens nummer 17, havde problemer med at få spillet til at fungere fredag, og ligeså store problemer med at overholde reglerne, men under finalerunden var den kontroversielle amerikaner velspillende. Reed lavede fem birdies på bag-ni og kom rundt i 66 slag. Det bragte hans total til -16.

Den score blev overgået af Jon Rahm med et enkelt slag. Den forsvarende mester lavede birdie på 14. og fulgte op med eagle og birdie på de to næste huller. Også han leverede en 66'er, men det var ikke nok til at matche Sveriges eneste mandlige majorvinder.

Stenson var allerede fire under par, da han satte det afgørende stød ind på 15. hul. Fra 259 yards sendte han et projektil af sted med en 5-wood, som var få centimeter fra at trille i hul for en albatros. Han måtte nøjes med at prikke bolden i hul for en eagle, og det var nok til at bringe ham fri i toppen med en score i -18. 

Stenson fik pars på de sidste huller og kunne dermed fejre sin sejr nummer 21 som professionel. Trods sine 43 år håber han, der er mange flere højdepunkter i vente.

- Jeg var i top-10 i verden fem-seks år i træk, og det er der, jeg gerne vil være. Jeg føler, at når jeg spiller til mit potentiale, så kan jeg bestemt konkurrere med de bedste, og det viste jeg igen, sagde vinderen til Golf Channel.

Link til resultatet

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer