Stærkt udlæg giver Huldahl grund til at fortsætte | Golf.dk

Stærkt udlæg giver Huldahl grund til at fortsætte

18/07 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Tidligt i år forklarede Jeppe  Huldahl, at han ville fortsætte sit forsøg på at nå tilbage til europatouren ligeså længe, han kunne se fremskridt. Det sagde han på baggrund af en comeback-sæson på challengetouren, hvor han blev nummer 57 og særligt i første halvdel af 2018 leverede nogle yderst lovende resultater.

Jeppe Huldahl: - Jeg bliver ved så længe der er fremskridt

2019 har taget sig noget anderledes ud. En 42. plads, en 45. plads og syv missede cuts, det er, hvad det er blevet til indtil videre i sæsonen. Men måske bliver Euram Bank Open turneringen, hvor 37-årige Huldahl får vendt rundt på tingene. 

Turneringen spilles på Golf Club Adamstal, og torsdag var Huldahl rundt i 66 slag, fire under par. Det svarer til en delt syvendeplads, hvorfra der er fire slag op til Marcel Schneider på førstepladsen. Tyskeren lavede en eagle og seks birdies under sin runde og fører med tre slag.

Seks danskere er til start, og Huldahl var ikke den eneste, som var velspillende torsdag sydvest for Wien. Benjamin Poke er stille og roligt ved at strikke en stor sæson sammen. Højdepunkterne hidtil har været en fjerdeplads i Spanien og en 12. plads i Tjekkiet, og det er blevet til to øvrige top-25 placeringer, som har været med til at bringe ham frem til nummer 33 på pengelisten. Der kan blive taget et nyt skridt i retning mod top-15 og europatouren denne uge, for trods en doublebogey undervejs kom Poke rundt i -3 og indtager en delt 13. plads.

Cutgrænsen ligger til at falde i -1, og den er Peter Launer Bæk lige på den forkerte siden af. To birdies og to pars placerer det nye medlem af Team Made in Denmark på en delt 64. plads i par. Den anden nylige tilføjelse til holdet, Oliver Hundebøll Jørgensen, er nede som nummer 150 efter en 79'er.

Mark Haastrup og Christian Gloët deltager også, og de deler 89. pladsen i +1.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer