Stærkt naboskab grundlagde stærk amatørkarriere | Golf.dk
Sofie Kibsgaard Nielsen var rangeret som nummer 227 i verden inden turneringen på Sotogrande, men pilen peger direkte op

Foto: Brian Rasmussen

Stærkt naboskab grundlagde stærk amatørkarriere

08/03 - 2017 | Martin Rahbech

Morsø Golfklub ligger i et naturskønt område tæt på Limfjorden. Og så ligger den med en af Danmarks største talenter som nabo.

17-årige Sofie Kibsgaard Nielsen bor lidt udenfor Nykøbing Mors, og det var lige præcis på stedet, hvor Morsø Golfklub åbnede i deres nuværende bane i 2008.
Dengang var Sofie Kibsgaard Nielsen 9 år og fik altså den nye nabo.

- Min far havde spillet nogle runder, og jeg fik da også prøvet det, når jeg boede så tæt på, og det var da fedt, at jeg havde de muligheder, fortæller Sofie Kibsgaard Nielsen til Golf.dk
Hun udviklede sig rigtig godt, selv om elitesiden på pigesiden var meget lille i Morsø Golfklub.

- Jeg trænede meget med drengene, og de er jo altid bedre end en selv. Nu har klubben lige skiftet træner, og ham har jeg ikke rigtig snakket med endnu. Men den forrige træner, Rasmus Rolighed, var rigtig god. Han har hjulpet mig rigtig meget både med spillet, men også med at komme videre og prøve mig selv af, siger Sofie Kibsgaard Nielsen.

Hun kom med omkring Talent Pige-projektet under Dansk Golf Union, tryouts til landsholdet og DJGA (Dansk Junior Golf Akademi).

Nu bor hun i Ikast, hvor hun er en del af golflinjen på Sportstar College, og hun spiller mange internationale turneringer. Senest har hun spillet Spanish International Ladies’ Amateur Championship, og hun var i 2016 sine største sejr, da hun vandt German Girls Championship.

- Jeg kan bedst lide at spille internationalt. I stedet for at være 12 spillere til start er der jo 120. Det stiller større krav, men det er også noget, der er med til at udvikle mig, siger Sofie Kibsgaard Nielsen.
Men trods den internationale fokus holder hun fast i klubben i hendes baghave.

- Det er et rigtig godt sted at være. Jeg overvejede for nogle år siden at skifte klub, men vi lavede et fusionshold med Horsens i Danmarksturneringen, og det fungerer godt, siger Sofie Kibsgaard Nielsen, der på mandag rejser udenlands igen
Hun rejser til Sicilien for at deltage i Italian International Ladies' Stroke Play Championship.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer