Stærk sejr i Holland, men nej tak til muligt landshold | Golf.dk
August Thor Høst med trofæet i Holland efter sejren ved Tulip Golf Masters

Stærk sejr i Holland, men nej tak til muligt landshold

24/10 - 2017 | Martin Rahbech

Sæsonen slutter på toppen for 16-årige August Thor Høst fra Odense Eventyr. Han blev i sidste uge nummer to ved German Junior GolfTour Championship, men det blev skruet op til sejr, da han spillede Tulip Golf Masters.

Han spillede turneringen i 71, 72 og 69 slag og særlig finalerunden skilte sig ud.

- Vi var tre, der delte førstepladsen efter anden runde, og jeg var klar over, jeg skulle gå en lav finalerunde, og det kørte bare med mit spændingsniveau, jeg holdt min presshot rutine og skød så en bogeyfri 69’er, så det var en rigtig stærk turnering for mig. Jeg tænker, det har været en kongesæson for mig. Lige siden sommerferien har det været stærkt, fortæller August Thor Høst til Golf.dk

Han henviste i Holland Frederik Kjettrup til andenpladsen.

Sejren udvider sæsonen for den talentfulde fynbo. Det gav nemlig invitation til sæsonfinalen ved Global Junior Golf Tour.

Med de præstationer internationalt fra August Thor Høst er der et naturligt blik i forhold til en plads omkring landsholdet, men det er ikke aktuelt for ham.

- Jeg har aldrig været en del af landsholdet. Jeg kører efter et setup med Martin Holm Larsson som min træner i Odense Eventyr. Vi har haft et god forløb, og jeg vil nok takke nej, hvis jeg skulle få tilbuddet, for jeg udvikler mig rigtig godt i min klub, siger August Thor Høst.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer