Spraglet firkløver i spidsen for The Masters | Golf.dk
Mexikanske Abraham Ancer er nået op som nummer 21 på verdensranglisten uden nogensinde at have vundet på PGA Tour. Nu er han i en delt føring halvvejs gennem en major.

Foto: Getty Images

Spraglet firkløver i spidsen for The Masters

13/11 - 2020 | Claus Rødgaard Thomsen

På et tidspunkt fredag eftermiddag var det Abraham Ancer og Cameron Smith, der delte førstepladsen på Augusta National. Sidstnævnte efter en eksplosiv finish med en eagle og tre birdies på de sidste fire huller, der gav ham en runde i 68 (-4).

Mexikaneren og australieren var holdkammerater på det internationale hold ved Presidents Cup i 2019, begge har langt garn under kasketten og begge er uventede gæster i toppen af leaderboard.

Derfor fik tavlen også et skær af normalitet, da Dustin Johnson og Justin Thomas kort efter begge nåede til 9 under par og dermed fik del i førstepladsen efter to runder.

De to har tilsammen 36 sejre på PGA Tour, mens Ancer og Cameron Smith i alt har to. Abraham Ancer har aldrig spillet Masters før, mens Cameron Smith har tre tidligere deltagelser, herunder en yderst respektabel 5. plads i 2018.

De fire følges tæt af en stor gruppe spillere, der alle er helt inde i kampen om at vinde årets sidste major på herresiden.

Inden for to slag af de førende ligger spillere som Justin Rose, Jon Rahm, Louis Oosthuizen samt Tommy Fleetwood, Danny Willett og Patrick Cantlay, der alle tre med runder i 66 slag var dagens skarpeste spillere.

En enkelt spiller mere kom rundt i 66 slag. Ham vender vi tilbage til.

Halvdelen af feltet mangler stadig at spille anden runde færdig, hvorfor der stadig vil ske forskydninger, og de fire førende kan blive indhentet eller overhalet, inden de to finalerunder går i gang.

En spiller, der til gengæld helt sikkert ikke kommer op på førstepladsen inden da, er forhåndsfavoritten Bryson Dechambeau. Torsdag kostede et dårligt drive efterfulgt af dårlig course management ham en dobbelt bogey på 13. hul. Fredag fik han en lussing på den anden kind i form af en tredobbelt bogey på banens korteste par 4-hul.

DeChambeaus drive på 3. hul landede i roughen (eller “second cut”, som det benævnes på Augusta). Her er græsset ikke specielt langt, men til gengæld så vådt, at bolden forsvandt under overfladen, så det ikke var muligt at finde den på de tilladte tre minutter. En Bryson med hængemule måtte nasse et buggy-lift tilbage til teestedet af en official, og han gik fra hullet med en 7’er.

Den nyslåede US Open-vinder lavede derefter to bogeys i træk og missede et kort eagle-putt på 8. hul, som ellers kunne have kickstartet et comeback. Efter at have spillet næsten 250 huller i karrieren på Augusta National, mangler DeChambeau utroligt nok stadig at lave en eagle på et af banens par 5-huller (omend han engang har lavet en eagle i skikkelse af en hole-in-one på 16. hul).

Ved spillets afslutning er han stadig +1 og dermed et slag fra cutgrænsen. Han har seks huller lørdag morgen til at hægte sig på finalefeltet.

To prominente spillere, der til gengæld har rejst sig efter møgstarter er Brooks Koepka og Rory McIlroy. Koepka var to over par, da hans runde blev afbrudt torsdag. Fredag morgen sluttede han runden med en eagle og to birdies på de sidste fire huller, og lige efter gik han ud og fuldførte sin anden runde i 69 slag (-3), og han holder sig i top-20 i samlet 5 under par.

Det gør Rory McIlroy ikke, men nordireren er nok glad for at være samlet -3, efter at han præsterede en fornem 66’er fredag. I går lavede McIlroy hele fem bogeys. I dag ikke så meget som en eneste. Han er på en delt 27. plads og kan stadig nå at gøre sig gældende.

Tiger Woods kunne ikke helt leve op til sin løfterige første runde. Legenden nåede at spille 10 huller fredag. Han gjorde sin pligt med birdies på sine to par 5-huller, men et par bogeys på par 4-huller betød, at den forsvarende mester stod i stampe. 

Især vil han ærgre sig over et treputt på 3. hul, hvor han ellers havde givet sig selv et overkommeligt opadbakke putt for birdie.

Tiger Woods er på en delt 22. plads og altså fire slag fra de fire førende spillere.

Lørdag vil der igen være ekstra transmission fra Augusta på grund af forsinkelserne, der altså kan spores tilbage til en regnvejrsafbrydelse torsdag morgen. TV3 Sport og Viaplay sender ekstraordinært allerede fra klokken 13.30.

 

Link til stillingen

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:2,184,553
  • Unique Visitor:143,702
  • Registered Users:162,067
  • Unregistered Users:31,184
  • Blocked Users:12,415
  • Published Nodes:15,796
  • Unpublished Nodes:298
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:3.236.156.34
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:6,053
    • This week:68,532
    • This month:295,630
    • This year:2,184,972

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk