Spieth og Mickelson har del i førstepladsen | Golf.dk
Jordan Spieth er kun sluttet i top-10 en enkelt gang i løbet af de seneste 10 måneder.

Foto: Getty Images

Spieth og Mickelson har del i førstepladsen

09/02 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Det er ikke så frygtelig længe siden, at det var Jordan Spieths verden – resten af os var bare heldige nok at få lov til at leve i den. ”The Golden Child” kunne ikke misse med putteren, og han hentede den ene sejr på PGA Touren efter den anden. Selv da det hele så ud til at gå galt i The Open, fandt han på en eller anden måde vej til The Claret Jug, karrierens tredje major.

Det var i sommeren 2017, og halvandet år senere står den triumf stadig som Speiths seneste af 11 sejre på PGA Touren. Fem år efter han brød ind i verdens top-20 på sin vej mod stjernerne, er han faldet ned til nummer 21. Spillet på green, som tidligere var misundet af samtlige konkurrenter, har i perioder lignet en hæmsko, og man skal tilbage til sidste års Open Championship for at finde hans seneste top-10 placering.

Spieth har kun fuldendt to turneringer i 2019, hvilket har resulteret i et misset cut og en 35. plads, men rapporterne om Spieths undergang er en overdrivelse. Det viser han denne uge i AT&T Pebble Beach Pro-Am.

Spieth er blandt fem spillere på førstepladsen i 10 under par, og dertil nåede han med fem birdies i løbet af sine syv første huller fredag på Spyglass Hill. Derfra blev det til en stribe pars, indtil spillet blev stoppet på grund af regn, da han var i fairway på sit 17. hul.

- Jeg kom rigtig godt fra start, hvilket hjalp. Jeg vidste, det ville blæse kraftigt på vejen ind, så jeg forsøgte at udnytte mulighederne på forni. Og da jeg vendte, var det bare med at holde på hat og briller og spille godt blot for at lave pars, sagde Spieth.

Den 25-årige deler førstepladsen med Phil Mickelson (-4 på Spyglass), Lucas Glover (-6 på Pebble Beach), Scott Langley (-3 på Spyglass) og Paul Casey (-7 på Monterey Peninsula). Kun Spieth mangler at gøre sin anden runde færdig.

Mickelson havde en usædvanlig torsdag, hvor han ikke missede en eneste fairway, men på anden runde var han tilbage blandt træerne, hvor han trives bedst. På 14. hun fandt han vej mellem nogle træer med en fairwaykølle og slog bolden ind til et par meter for en eaglechance (12 sekunder inde i klippet). Han missede puttet, men den firedobbelte vinder af turneringen er alligevel i glimrende position til at vinde for 44. gang på PGA Touren. 

Den eneorme succes på banerne syd for San Francisco tilskriver Mickelson lokalkendskab efter at have levet snart 49 år på vestkysten.

- Jeg voksede op i Californien, og jeg er vant til Poa Annua greens. Det tror jeg kræver en stor tilvending for en masse af gutterne; at se hvordan bolden ruller på en bestemt type græs; tilpasse sig de bløde forhold; få bolden tæt på; forsøge ikke at spinde bolden for meget. Det er udfordringerne. Men når man er vokset op her, så vender man sig til det, sagde Mickelson efter sin runde.

Jason Day voksede op i Australien, men også han har et godt tag på vestkysten. Han har vundet to gange i San Diego, og halvvejs gennem ugens turnering længere mod nord er han kun et slag fra toppen af stillingen.

I top-10 finder man også formstærke Branden Grace og Rafa Cabrera Bello. De har del i ottendepladsen i -7.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer