Spansk dominans på hjemmebane | Golf.dk

Spansk dominans på hjemmebane

04/10 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Rafa Cabrera Bello, Adri Arnaus, Samuel del Val og Jon Rahm. Fire spanske navne i toppen af stillingen ved det mest spanske af alle spanske mesterskaber, Mutuactivos Open de España.

Club de Campo Villa de Madrid lægger græs til slaget, og når weekenden begynder, vil spanierne spille de bærende roller, men Joachim B. Hansen har også en vigtig funktion i løbet af de afgørende 36 huller.

Som nummer 114 på Race to Dubai er Hansen i overhængende fare for at miste sit europatourkort, men en 69'er for anden dg i træk sikrede den 29-årige sikker passage videre i turneringen. Med en samlet score i -4 går han ind til weekenden på en 20. plads, som han blandt andre deler med Sergio Garcia. 

Det er et slag foran Jeff Winther, den anden danske finalist i den spanske hovedstad. Den tidligere greenkeeper er ved at færdiggøre sin fjerde sæson på europatouren, og det ser ud til, at han endelig begynder at føle sig til rette. I sine tre første år måtte Winther tilbage på Q-School for at generhverve sin spilleret, men i år har han præsteret på et højt niveau sæsonen igennem.

Med en runde i 69 slag fredag spillede Winther sig frem til 26. pladsen. Det er den 31-åriges turnering nummer 19 siden sæsonstarten og 16. gang, han får penge med hjem.

Hvor mange er endnu uklart. Winther har en syvendeplads som bedste resultat, og med sin total i -3 har han otte slag op til førstepladsen halvvejs gennem turneringen. 

I toppen finder man Cabrera Bello og Arnaus. Rookien Arnaus udmærkede sig ved at lave eagle på banens 14. hul for anden dag i træk; Cabrera Bellos fornemmeste bedrift er, at han er bogeyfri gennem de første to runder. 

I -11 har de et forspring på et enkelt slag ned til Samul del Val på 32 år, som har delt sin tid mellem Kina og challengetouren i 2019. Næste mand i stillingen er Jon Rahm på fjerdepladsen, og med sin total i -9 vil han se lyst på muligheden for at forsvare sin titel og rykke til tops på Race to Dubai.

Verdens nummer fem har i hvert fald fået at se, hvad han er oppe imod. Torsdag og fredag spillede Arnaus, Cabrera Bello og Rahm sammen i en bold, der har gjort det til en fest at være tilskuer. 

Det samme var ikke gældende for dem, som fulgte bboldene med Lasse Jensen, Nicolai Tinning og Nicolai Højgaard. 

Cuttet faldt i par, og det lå Jensen til at klare indtil en bogey på alersidste hul. I +1 sluttede han et slag foran Tinning, som var rundt i 72 slag, +1, for anden dag i træk. Højgaard havde ikke en eneste birdie på sin runde i 75 slag, som sendte ham ned til 101. pladsen i +4.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer