Solheim Cup og par fem hullerne er nøgler til Broch Larsens succes | Golf.dk
Nicole Broch Larsen har ikke spillet fuld kontrol over svinget, men hun er alligevel foran den samlede vedenselite i CP Women's Open

Foto: Getty Images

Solheim Cup og par fem hullerne er nøgler til Broch Larsens succes

24/08 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Når tredje runde af CP Women's Open går i gang på Magna Golf Club, har Nicole Broch Larsen et forspring på et slag ned til verdens nummer ét, Jin Young Ko, mens der er tre slag ned til Brooke Henderson, Yu Liu og Pajaree Anannarukarn på tredjepladsen. Den 26-årige dansker er nået til -12 på trods af, at hun ikke føler at spillet er helt i top.

- Jeg rammer ikke bolden perfekt, men jeg spiller bare ret stabilt og slipper af sted med mine dårlige slag. I dag fik jeg et par gode putts i, hvilket hjælper, sagde Broch Larsen til LPGA efter anden runde.

I løbet af de første 36 huller har den førende dansker lavet birdie på syv af de otte par fem huller. Det har været en af nøglerne til den imponerende score.

- Jeg slog et rigtig dårligt drive i venstre på 14. eller 15. hul (efter at være startet på bagni). Der måtte jeg chippe ud fra træerne. Det drive blev desværre siddende i kroppen resten af runden. Jeg formåede alligevel at slå nogle gode drives, og jeg udnyttede par fem hullerne igen i dag, hvilket jeg ellers ikke har været så god til i år. Det har jeg arbejdet på, og det synes at virke.

Broch Larsen har aldrig spillet Solheim Cup, og hun kommer heller ikke til det i år. Men holdkonkurrencen mod USA er alligevel noget, der har en påvirkning på Hillerød-spilleren.

- Jeg ved ikke... Solheim Cup, jeg kom ikke med på holdet i år, og når holdet først er offentliggjort, begynder jeg gerne at spille bedre. Lidt for sent.

- Jeg føler, at jeg har været tæt på de seneste to gange, og i år følte jeg, at jeg var med i opløbet. Men jeg vidste, jeg havde brug for at præstere noget virkelig godt under de tre uger i Europa, og det lykkedes ikke, sagde hun.

Selvom Broch Larsen ikke skal spille mod amerikanerne, kommer hun alligevel med til Gleneagles i Skotland om små tre uger.

- Det var et stort mål for mig at komme med på holdet, og jeg lagde mig selv under et stort pres. Jeg ved, at jeg er golfspiller, men jeg er bestemt en holdspiller. Beany (Catriona Matthew red.) bad mig om at komme over og hjælpe til, så det var ikke svært at takke ja til det. Så jeg tager alligevel derover og kommer helt sikkert til at have en god oplevelse.

For nu gælder det hendes eget spil og kampen om titlen i den traditionsrige, canadiske turnering. I 2017 var hun på førstepladsen i samme turnering, og dengang blev det til en tredjeplads.

- Jeg føler med mere komfortabel ved situation end for to år siden, selvom det er et stykke tid siden, jeg har været helt med fremme, sagde Broch Larsen.

Hun går på banen i førerbolden klokken 19.15 dansk tid. Nanna Koerstz Madsen er på 25. pladsen. Hun slår ud til tredje runde klokken 16.45.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer