Solen stiger over Rabat | Golf.dk
Lasse Jensen tager et kig i baneguiden, inden han begiver sig ud på første runde.

Foto: Mikkel Ring Christensen

Solen stiger over Rabat

25/04 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Klokken var 05.50, da makkerparret Joachim B. Hansen og Thomas Søby mødtes til morgenmad på Royal Dar Es Salam. Den rutinerede caddies vækkeur ringede mere end en time tidligere. Det var stadig mørkt, da de begyndte opvarmningen til deres start på Trophée Hassan II klokken 07.45 lokal tid. 

- Puttning og indspil foregik bare i mørke, siger Søby på driving rangen.

Det er blevet lyst, da Jeff Winther går mod træningsbanen lidt i syv.

- Det er lidt småkoldt her til morgen, siger han. Den tidlige start på dagen er ikke noget problem; ikke efter han er blevet far.

- Det gør at man står tidligt op helt automatisk.

På rangen kan der være livlig snak spillerne imellem, men tidligt torsdag morgen er det nærmere en sagte mumlen.

Lasse Jensen giver et lille nik på vej til indspilsgreenen. Han er sat til at slå ud i første bold fra 10. tee.

Emily Pedersen overtager Hansens plads på den travle driving rang. ”Spil godt”, siger de til hinanden, som man nu gør.

Golf på højeste niveau forbindes ofte med glamour. Her, i kongens egen turnering, spiller herrerne om 2,5 millioner euro, mens damerne i Lalla Meryem Cup har 450.000 euro på højkant. Som tilskuere ser vi altid vinderen stå smilende med en overdimensioneret check fyldt med nuller, men vi ser ser ikke de mange timers transport til og fra turneringerne og til banerne, vi ser ikke de lange arbejdsdage, og vi ser ikke de ukristeligt tidlige tidspunkter, opvarmingen begynder. Sådan er tilværelsen for en spiller på LET og europatouren.

På vej ud til 10. tee på Red Course, langt fra klubhuset, er der ikke en eneste tilskuer i syne. Grusstiens knasen under skoene er det eneste, der bryder stilheden mellem de smukke, høje træer. Ansatte med hvide kasketter og officielt turneringstøj venter forskellige steder på at noget skal ske, mens solen stiger og lidt for langsomt begynder at varme.

På nabogreenen er de først lige blevet færdige med at klippe. Lidt borte kan en løvblæser høres i den vindstille morgen, da Lasse Jensen introduceres. 

- On the tee, professional from Denmark – Lasse Jensen, lyder starterens stemme gennnem højtaleren. En fotograf, en kæreste til en en af Jensens medspillere og Golf.dks udsendte er de eneste til at overvære danskerens drive. Et solidt træf med en lille fade bringer bolden ud midt i fairway. 

Jensen puster kinderne op og ånder langsomt ud, mens han begynder at gå. Turneringen er i gang. Et blankt lærred skal males. Måske bliver Trophée Hassan II den 34-årige danskers mesterværk. 

10 minutter senere følger Joachim B. Hansen. Ovre på Blue Course er  Emily Pedersen i gang. Jeff Winther er også på banen. Senere på dagen bliver det Søren Kjeldsens tur. Du kan følge, hvordan det går danskerne her på siden.

Scores - Lalla Meryem Cup
Scores - Trophée Hassan II

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer