Snedeker på vej mod nummer 10 på PGA Touren | Golf.dk
Brandt Snedeker lavede en håndfuld birdies på vej mod en tredje runde i 69 slag.

Foto: Getty Images

Snedeker på vej mod nummer 10 på PGA Touren

07/10 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Der er kun gået syv uger, siden Brandt Snedeker vandt karrierens niende sejr på PGA Touren, men nu er er han på spil igen, nær ved at kunne fejre et rundt antal titler i sæsonens første turnering.

Den hedder Safeway Open og spilles på Silverado Resort & Spa i Californien. Snedeker, som gik en 59'er på vej mod sin seneste sejr, havde ikke brug for den slags ekstremer for at bygge et forspring på tre slag. Han var blot i par for dagen efter 15 huller, men derfra lukkede han tredje runde med tre birdies på stribe. 

Det gav en runde i 69 slag for en samlet score i -16. Med i søndagens førerbold kommer Kevin Tway (-13) og Sungjae Im (-12), som lige er rykket op fra Web.com Touren. Ingen af de to har prøvet at vinde på verdens stærkeste tour.

Det har til gengæld Phil Mickelson. 43 gange har han sejret på PGA Touren, men det var alligevel overraskende, at han var med fremme halvvejs gennem Safeway Open. I Tour Championship sluttede han sidst blandt de 30 kvalificerede, og under sidste uges Ryder Cup var ikke i nærheden af at hente et point til USA.

Mickelson gik ind til weekenden på andenpladsen, men i løbet af en prøvende lørdag dumpede han ned til 15. pladsen. Derfra er der otte slag op til Snedeker, så det tyder på, at sejr nummer 44 må vente på sig.

Ikke overraskende var Snedeker tilfreds med sit spil og sin position, da han forlod banen lørdag.

- Jeg er virkelig stolt af den måde, jeg gik til opgaven og slog kvalitietsslag, da jeg havde brug for dem. Jeg lavede nogle birdies og gav mig selv et lille forspring til i morgen, og det bliver rigtig vigtigt, for det skulle blive sværere forhold i morgen, så hvert eneste slag bliver vigtigt ned ad opløbsstrækningen, sagde Snedeker ifølge AP.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer