Smalle fairways gav fordel til DeChambeau | Golf.dk
Bryso DeChambeau fejrede sejren i US Open med et glas kakaomælk under sit pressemøde.

Foto: Getty Images

Smalle fairways gav fordel til DeChambeau

21/09 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

Allerede inden US Open gik i gang, vidste Bryson DeChambeau, at Winged Foot havde en svaghed, han kunne udnytte. USGA havde snævret fairways for meget ind, så meget at selv præcisionsspillere ville få problemer med at holde bolden i det korte græs. Det gav den 27-årige licens til at slå sine teeslag så tæt på green som muligt efter devisen, at hvis man alligevel skal misse fairway er det bedre at misse den længst fremme.

- Det var en enorm fordel denne uge. Jeg blev ved med at sige til folk, at det er en fordel at slå den længere. Mark Brodie (statistikguru) talte med Chris Como (DeChambeaus svingtræner), og de var enige om, at de simpelthen havde gjort fairways for små til at gøre det til en fordel for de gutter, som normalt rammer fairways. 
  
- Ingen ramte fairways, og så vinder længde. Laver man fairways for brede, så vinder længde også, sagde DeChambeau på sit pressemøde søndag aften.

Sejren var bygget på meget mere end råstyrke. DeChambeau var i kontrol over alle dele af spillet, og han leverede en historisk god finalerunde. 67’eren var tre slag bedre end nogen anden i feltet søndag, og seks slag bedre end den næstbedste blandt spillerne i top-10 efter 54 huller. 

- Jeg gjorde det. Selvom banen var sat virkelig svært op, spillede jeg den smukt. Selv fra roughen var jeg i stand til at kontrollere mit spil og ramme de rigtige sider af greens i dag - bortset fra 14. - og jeg fortsatte bare med at arbejde. Min putting var ulastelig i dag. Men længdekontrol på greens var utrolig.

DeChambeau har mange kritikere. Det kommer sig hovedsageligt af, at han ofte virker bedrevidende og gerne komplicerer emner ved at tale i tekniske termer, som han nogle gange ikke engang selv forstår. Blandt andet har han været forvirret omkring betydningen af terminal hastighed.  

Regelepisoder, hvor DeChambeau for eksempel har forsøgt at få frit drop fra myrer, hjælper ikke, og heller ikke, når han lader sin vrede over et dårligt slag gå ud over en kameramand, der bare gør sit arbejde. Touren skal beskytte spillernes brands og holde op med at filme, når det går dårligt, sagde han ved den lejlighed. 

Sejren i US Open kommer næppe til at ændre på folks opfattelse af mennesket DeChambeau, men der kan ikke længere sås tvivl om validiteten af hans måde at gøre tingene på. Udstyret, kroppen og tilgangen til spillet er DeChambeaus helt egen, og jagten på længde er en konstant proces, også selvom han nu kan kalde sig majorvinder. Kampvægten siger 106 kilo, og han håber på at være fem kilo tungere til US Masters om to måneder.

- Jeg stopper ikke. Næste uge skal jeg teste en driver på 48 tommer. Vi kommer til at lege med forskellige køllehoveddesign og gøre nogle fantastiske ting med Cobra for at gøre det muligt at slå drives måske 360-370 yards, måske endnu længere. Jeg er ikke sikker.

Uanset hvad man synes om manden, bliver det fascinerende at se, hvad DeChambeau kan finde på fremover.

User Comments:

  • Moneyball

    21/09 - 2020 | Bent Kim Jepsen

    I 2011 kom filmen Moneyball om Billy Beanes revolution af amerikansk baseball. Den viste at systematisk anvendelse af statistik kunne skabe et vinderhold. Nu ser vi DeChambeau gøre nøjagtig det samme i golfsporten. Regnearket er for alvor blevet en afgørende faktor i elitegolf. DeChambeau har endog en omregningsfaktor fra kilo til yards i drive.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:1,100,858
  • Unique Visitor:101,661
  • Registered Users:159,425
  • Unregistered Users:31,229
  • Blocked Users:12,378
  • Published Nodes:15,211
  • Unpublished Nodes:283
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:3.235.85.115
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:10,983
    • This week:96,136
    • This month:406,706
    • This year:1,101,074

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk