Sled sig tilbage på touren | Golf.dk
Jeff Winther var stærkt spillende.

Foto: Getty Images

Sled sig tilbage på touren

20/11 - 2018 | Claes Meldal

Power Rankings: Jeff Winther måtte tage den barske vej til at forny sit tourkort – og andetsteds fik de danske stjerner ikke fuldt udbytte af sæsonfinalen i Dubai.

Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.

1. Jeff Winther
Sidste uge: 2
Seneste resultat: Nr. 3 i Q-School Final Stage (European Tour)
Jeff Winther ved, hvad det vil sige at slide sig gennem tourskolens finale uden at miste fokus. Han har nu i alt gjort det tre gange. Denne gang lavede han 35 birdies over de seks runder, og det rakte så rigeligt til en plads i den forjættede top 25. Nu gælder det om for alvor at bide sig fast på øverste europæiske niveau.

2. Lucas Bjerregaard
Sidste uge: 1
Seneste resultat: Nr. 41 i DP World Tour Championship (European Tour)
Lucas Bjerregaard var allerede en vinder, da han stillede til start i Dubai. Inden turneringen havde han – med succes – friet til sin kæreste, men han havde tilsyneladende glemt det gamle ordsprog om held i spil og held i kærlighed. I hvert fald lagde han fra land med en horribel 76’er og fristede en tilværelse som bundprop i det stærke felt efter første runde. Men nordjyden spillede sig pænt op og fik indhentet noget af det tabte, så slutfacit blev en 41. plads.

3. Thorbjørn Olesen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 45 i DP World Tour Championship (European Tour)
Med fire runder i 70’erne var der ikke rigtig grobund for et topresultat til Thorbjørn i Dubai, og det var blandt andet et udslag af fire dobbeltbogeys, der trak den danske Ryder Cup-spiller ned som blød mellemvare i feltet. Han slutter dog sæsonen i top 10 på Race to Dubai efter en minderig sæson.

4. Martin Leth Simonsen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 28 i Q-School Final Stage (European Tour)
Det er selvfølgelig altid hamrende ærgerligt at være ét sølle slag fra et fuldt kort til European Tour, men med tre birdies på de tre sidste huller er Martin Leth Simonsen utvivlsomt glad for at slutte, hvor han gjorde. Det giver ham fast arbejde på Challenge Touren i 2019, ligesom han kan prøve lykken i nogle af de mindre turneringer på European Tour. Flot præstation!

5. Anders Hansen
Sidste uge: 4
Seneste resultat: Nr. 45 i Q-School Final Stage (European Tour)
Anders Hansen var direkte kvalificeret til tourskolens finale og stillede op for at se, hvad der skete. Og der skete det, at Hansen var meget tæt på at spille sig til et European Tour-kort for 2019. Den 48-årige rutinerede ræv spiller stadig en gang golf, der kan give de unge, fremadstormende løver store problemer med at hænge på.

Boblere
Ingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer