Skotte ræser afsted i Porsche | Golf.dk
Robert MacIntyre har grund til at smile efter runder i 68 og 65 slag.

Foto: Getty Images

Skotte ræser afsted i Porsche

06/09 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Det var først i sæsonfinalen på challengetouren sent i 2018, at Robert MacIntyre med en sjetteplads garanterede oprykning til europatouren. Siden har den 23-årige skotte ikke kigget sig tilbage. Andenpladser i British Masters og Made in Denmark samt en sjetteplads i The Open har været højdepunkterne i rookiesæsonen, og inden ugens Porsche European Open er det venstrehåndede talent helt fremme som nummer 15 på Race to Dubai.

Han har chance for at rykke endnu længere frem på listen denne uge på Green Eagle i Hamborg, for halvvejs gennem turneringen fører han med fire slag. 

Fredag startede MacIntyre ud på en delt tredjeplads, men med dagens bedste runde i 65 slag lagde han afstand til samtlige konkurrenter. Der var ingen fejl på scorekortet, som til gengæld talte syv birdies. Det bragte hans total til -11. 

- Jeg holdt mig bare til planen. Det er sandsynligvis det bedste, jeg har drivet bolden i år. Den går ikke kun lige, den flyver også kilometer. Jeg ved ikke, hvad det er, jeg gør, men det lader til at virke, så jeg vil blive ved med det, sagde MacIntyre til europatouren.

Nærmeste konkurrent er Bernd Ritthammer, mens store navne som Paul Casey (-5), Bernd Wiesberger (-4), Xander Schauffele (-2) og Thomas Pieters (-2) alle er i top-20 inden weekenden.

- Det bliver svært, specielt da det er første gang, jeg har sådan et forspring. Jeg bliver nødt til at lære af denne oplevelse – bare gøre de rigtige ting på og udenfor banen, sagde den førende.

Kun to danskere klarede sig med videre til weekenden, men til gengæld er de begge godt placeret. 

Jeff Winther var to over for dagen efter 10 huller, men derfra producerede han fem birdies for en runde i 69 slag, -3. Tre under par er også den tidligere greenkeepers total, og den rækker til en delt ottendeplads.

Winthers bedste placering i sæsonen, en syvendeplads, kom i hans allerførste turnering tilbage før nytår. Han har et godt udgangspunkt for at forbedre den sæsonrekord - og forbedre sin 100. plads på Race to Dubai – for mens MacIntyre har skabt et stort hul, har Winther kun to slag frem til en delt tredjeplads.

Lasse Jensen får også en tiltrængt check med fra Tyskland, og selvom han spillede anden runde et slag over par, kan den sagtens nå at blive en af den slags med mange nuller. Med en samlet score i par ligger han delt nummer 25.

+4 så længe ud til at række til weekendarbejde, men forholdene blev bedre ud på eftermiddagen, og derfor kom cuttet til at falde i +3. Det kostede Thomas Bjørn (71 på dagens runde), Søren Kjeldsen (74) og Nicolai Højgaard (73) videre deltagelse i turneringen.

Både Lucas Bjerregaard og Joachim B. Hansen sluttede fem over par på 87. pladsen, og med en total i +8 var Nicolai Tinning uden for top-100.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer