Skjult golfperle med på ECCO Tour | Golf.dk

Skjult golfperle med på ECCO Tour

06/01 - 2017 | Martin Rahbech

Der er stadig et godt stykke tid, inden ECCO Tour 2017 sættes i gang. Det sker på PGA Catalunya Resort med ECCO Tour Winter Series fra 14. februar.
Men derfra er kalenderen fyldt med spændende turneringer på flere af de velkendte baner, men der venter også en spændende nyhed på programmet.
Tinderbox Charity Challenge spilles på Langesø på Fyn fra 12. – 16. juni.

–  Vi er utroligt glade for, at det er muligt at afvikle Tinderbox Charity Challenge på Langesø. Langesø er en skjult dansk golfperle, og jeg kan med sikkerhed sige, at der venter både professionelle og sponsorer en meget stor positiv overraskelse med 18 fantastiske huller oppe i Langesø Skov, siger presseansvarlig for ECCO Touren, Brian Vester i en pressemeddelelse.

– Vi arbejder desuden på, at vi skal holde vores eksklusive Charity middag på Langesø Slot, og hvis det lykkes, så får sponsorerne her en oplevelse udover det sædvanlige, siger Brian Vester.
Hos Langesø er man stolte over, at kunne tiltrække en så stor professionel golfturnering, og man ser frem til at gøre Tinderbox Charity Challenge til noget helt specielt for alle parter.

– Vi er stolte over, at det er lykkedes os at tiltrække ECCO Touren til Langesø. Vi har en ganske ny men utrolig dejlig golfbane, som vi glæder os til at vise frem for de mange sponsorer og professionelle. Vi har store ambitioner i Langesø, og samarbejdet med ECCO Touren forventer jeg for alvor vil sætte os på landkortet hos danske golfspillere. Samtidig er det dejligt, at vi kan være med til at sende penge til et velgørende formål, og vi vil naturligvis hjælpe til med at sikre, at det beløb bliver så stort som muligt, siger Hans Berner, som er bestyrelsesformand for Langesø Fonden.

Tinderbox Charity Challenge afvikles som en velgørenhedsturnering, hvor både præmiesum og velgørenhedspuljen vil vokse i løbet af foråret og helt frem til turneringsstart. Det indsamlede beløb deles 50/50 mellem et lokalt velgørende formål og de professionelles præmiesum, hvorfor også de professionelle bidrager til indsamlingen.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer