Skjoldenæsholm Golfklub lukker | Golf.dk
Det er endnu uvist hvornår man igen kan komme til at spille golf i Skjoldenæsholm. Men den nye ejer er i fuld gang med at sondere terrænet på alle fronter.

Skjoldenæsholm Golfklub lukker

20/12 - 2019 | Henrik Søe

Efter et kaotisk efterår med flere forgæves redningsforsøg og en voldsom medlemsflugt har bestyrelsen i Skjoldenæsholm Golfklub nu kastet håndklædet i ringen. 

- Det er slut.

Sådan lyder det fra formanden i Skjoldenæsholm Golfklub, Rune Nørgaard, der torsdag aften satte sig sammen med bestyrelsen for at drøfte mulighederne. Og konklusionen blev at lade klubben lukke.  

- Der var ikke opbakning til nogen løsning og golfklubben er på vej mod en truende konkurs, idet vi mangler de sidste penge til at betale lønninger til medarbejderne i december. Så det slutter helt automatisk nu, siger han.

Nu vil klubben afvente, at de medarbejdere, som ikke får deres penge, indgiver en konkursbegæring mod klubben, hvorefter der kommer en kurator. Der er altså ikke tale om en formel opløsning af klubben, men resultatet er det samme. Klubben ophører med at eksistere.  

- Alternativet var at vi indkaldte til en generalforsamling og opløste klubben, fordi der ikke var nogen opbakning, men det kan vi ikke, som situationen er, siger Rune Nørgaard.  

De fleste af klubbens medarbejdere blev opsagt i sommer, da situationen var uklar, og der er nu to ansatte tilbage. 

- Det er selvfølgelig super ærgerligt og trist, men når der hverken er opbakning fra medlemmerne til en ét-bane-løsning eller fra ejernes side til den løsning, som vi foreslog i første omgang med en fleksibel to-baneløsning, så må vi bare konstatere, at sådan er det. Så må vi komme videre herfra og medlemmerne må ud at finde nye klubber at spille i, siger Rune Nørgaard. 

Hvad der skal ske med det klubløse golfcenter i Skjoldenæsholm er nu op til ejerne. 

- Det ærgrer mig frygteligt. Jeg synes, det er en katastrofe, at vi ikke har fået det til at lykkes, siger en af ejerne Flemming Evald Jørgensen til sn.dk. 

- Der er mange, der har nydt godt af at spille golf på to baner til samme billige penge, andre klubber tager for bare en enkelt, men de har glemt, hvem der betalte gildet. Det var os som ejere, og nu må det være nok. Vi vil ikke længere skyde penge i et sort hul, siger han til mediet. 

Skjoldenæsholm Golfklub åbnede i 1992, hvor også Old Course blev indviet. Robert Trent Jones-banen blev anlagt i 2005/2006.  

User Comments:

  • Golf i fremtiden

    28/12 - 2019 | Søren Jacobsen

    Det er tæt på uforståeligt, at en så dejlig og velplejet bane som Skjoldsnæsholm ikke kan stå distancen, man bliver helt bekymret for den generelle udvikling af golfsporten i Danmark. Personligt er jeg nået en alder, hvor jeg godt kan tillade mig at sætte 5-6 timer af til en golfrunde, men der er immerværk mange yngre mennesker, der kommer klemmer. Hvis man har et par børn, en ægtefælle og et arbejde, hvem kan så tillade sig at afse bare 4-5 timer til en runde golf. Konkurrencen fra andre sportsgrene er markant. En hurtig tur på badmintonbanen er i højere grad forenelig med et familieliv. Nu kan man hævde, at man ikke nødvendigvis behøver gå en helt runde. Det er så kun delvist rigtigt, idet alle konkurrencer stiller krav om en runde på minimum 18 huller. Tidsforbruget på en golfrunde ligger helt klart i overkanten i forhold til mange familiers rytme i hverdagen. Generelt set burde greenfee og konkurrencer på 9-12 huller være en genvej til at få yngre mennesker ud på banerne. Her er det imidlertid ikke nemt at gå solo. DGU burde gå i front for at skabe større fleksibilitet og mindre tidsforbrug på en golfrunde. 18 huller eller mere kan være fint ved visse konkurrencer, men for motionister vil mindre kunne gøre det. Man kan stort set ikke sætte en kritisk finger på Skjoldnæsholm. Velplejet anlæg, dejlig natur, spændende baner, smukt klubhus etc. Banen ligger dog i en vis distance fra bebyggede områder. Hvis man kommer fra København og skal afsætte 2 timer til transport, 4-5 timer til en runde og 1 time til en forfriskning, så har ens ægtefælle tabt tålmodigheden. Uden kreativitet bliver Skjoldnæsholm ikke den sidste bane, der lukker.

  • Nye tider

    26/12 - 2019 | Verner Lauridsen

    Der er mange golfklubber, der ikke følger med tiderne, med faldende antal medlemmer, skal der tænkes nyt, og ikke tro, at det hele bliver som før, de der ikke ændrer sig, vil lide samme skæbne - trist

  • Ærgerligt - men ikke den sidste

    24/12 - 2019 | Bent Christensen

    Ærgerligt med den smukke bane. Men med antal golfspillere i Danmark og den gennemsnitlige willingness-to-pay er der 20-30 baner for meget i Danmark..

  • Skjoldenæsholm

    22/12 - 2019 | Steffen Rasmussen

    Ja, det er ualmindelig meget synd, både for spillere og for dette pragtfulde anlæg. Golfspillet var ellers godt på vej til at blive "allemandseje", men nu går det den modsatte vej (igen), men i rigmandsklubber med månedskontingenter på det dobbelte af 10.000, der kan man - til gengæld har de det også for sig selv - helt og holdent...

  • Økonomi

    21/12 - 2019 | Erik Kaaber

    Det er jo næsten kollektivt selvmord der er på vej, Alle de fritspilaftaler der indgås klubber imellem fjerner alle de greenfee-indtægter der tidligere har været i klubberne, og oveni kommer så alle flexmedlemmerne, de vil gerne spille alle de gode baner, men betaler jo slet ikke deres del af hvad det koster at have banerne i tip-top stand

  • Hmm crosscykling er jo det nye sort blandt mange af os halvgamle

    20/12 - 2019 | Morten Holm

    Øv - det var en dejlig bane Terrænet er jo til crosscykling. Jeg er med på at det ikke er det damme, ej heller kræver det den samme mængde stab, men blot en tanke. Området er jo fantastisk

  • Sørgelig dag for dansk golf ..... tankevækkende og ildevarslende

    20/12 - 2019 | Jan Pedersen

    Et af Danmarks dejligste golfanlæg forsvinder nu og personligt synes jeg det er trist at den smukke bane Old Course (samt klubhus og trænings arealer) alene ikke kunne få 600-800 midtsjællandske fuldtidsmedlemmer (indenfor 20-30 km kørsel) til fuldstændigt at bakke op om ny klub til 8-9 tussebasser årligt + erhvervsklub, Company Days, Sponsor turneringer, cafe drift, green fee indtægter, m.m. .......... Hva gik galt de sidste 10 år? Udover finanskrisen og det faktum måske at 2 baner med store krav til vedligehold og udvikling samlet set nok var for meget ift midt-sjællandsk beliggenhed? Skulle medlemmerne ha været mere til lommerne for deres medlemskab ? Hvor mange andre golfklubber/golfanlæg i Danmark vil lide døden de næste 5 år?

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:1,101,524
  • Unique Visitor:101,691
  • Registered Users:159,426
  • Unregistered Users:31,229
  • Blocked Users:12,378
  • Published Nodes:15,211
  • Unpublished Nodes:283
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:3.235.85.115
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:11,649
    • This week:96,802
    • This month:407,372
    • This year:1,101,740

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk