Skjoldenæsholm går uvis fremtid i møde | Golf.dk
De næste to mandage bliver afgørende for Skjoldenæsholm Golfklubs fremtid

Skjoldenæsholm går uvis fremtid i møde

12/08 - 2019 | Henrik Søe

Gentagne millionunderskud har medført, at ejerkredsen bag Skjoldenæsholm Golfcenter har opgivet at føre driften videre. Centret har derfor opsagt lejeaftalen med golfklubben, som i stedet har fået tilbuddet om at overtage driften af anlægget fra 1. januar 2020. 

Klubben har derfor i den seneste tid arbejdet hårdt på at at analysere alle muligheder og finde en holdbar løsning, som kan betyde, at de godt 1.000 medlemmer også fra næste år kan spille golf i Skjoldenæsholm. 

- Nu har vi sat et analysearbejde i gang, hvor vi kigger hele driftsøkonomien igennem, og så må vi se, hvor vi lander, siger formanden for Skjoldenæsholm Golfklub, Rune Nørgaard, til sn.dk. 

Indtil denne sommer var der ellers fortsat optimisme at spore, efter at golfcentret havde fremlagt planer om at opføre 36 helårsboliger og en række hytter med 100 sengepladser i umiddelbar tilknytning til de to baner på stedet. Ringsted Kommune gav i efteråret 2018 en forhåndsgodkendelse til at arbejde videre med planerne, og en investor havde meldt sig på banen. Men i foråret 2019 vendte kommunen på en tallerken, da man fandt en servitut, som foreskrev, at området udover golf kun må benyttes til landbrugsdrift. 

- Pludselig fik vi at vide, at det ikke kunne lade sig gøre på grund af servitutten, selvom vi tidligere har solgt jord til sporvejsmuseet, og senere lød det så, at årsagen til afslaget skyldes planloven. Det er forvirring på et højere plan, siger Peter Jespersen, der er direktør i Skjoldenæsholm Golfcenter A/S. 

Den kuldsejlede aftale med Ringsted Kommune førte i slutningen af sidste uge til, at centret opsagde alle 25 medarbejdere. Centret har forpligtet sig til at drive anlægget videre resten af året, men fra nytår er det altså uvist, hvad der skal ske. 

Formand Rune Nørgaard siger til sn.dk, at der skal findes cirka to mio kroner om året for at kunne føre driften videre, og den 19. august har klubben indkaldt til medlemsmøde, hvor man vil fremlægge planer og muligheder for 2020. 

- Det er klart, at der er nogle muligheder for at skrue på tingene, men hvordan og hvorledes bliver vi klogere på mødet den 19. august, hvor borgmesteren også har meldt sin ankomst, siger direktør Peter Jespersen, der selv er blandt de opsagte medarbejdere. 

Sagen om de kuldsejlede byggeplaner kører dog også videre i Ringsted Kommune, hvor den noget turbulente sagsbehandling har fået DF-politikeren Daniel Nørhave, der er medlem af Plan- og Boligudvalget, til at foreslå, at byrådet skal behandle sagen igen. Det fik han opbakning til, og nu skal byrådet drøfte beslutningen på et møde mandag den 26. august. 

- For det første er golfklubben et relativt stort kulturaktiv for Ringsted Kommune, og derudover er opfattelsen tilsyneladende, at man fra kommunens side først har givet tilsagn efterfulgt at et afslag. Jeg ønsker at fremme en kultur, hvor man i stedet for bare at sige nej ser på, hvad vi kan gøre i stedet for, siger Daniel Nørhave til sn.dk.

I løbet af de to næste to mandage bliver vi altså forhåbentlig klogere på, hvad fremtiden bringer for golf i Skjoldenæsholm. Og Peter Jespersen understreger, at resten af året vil være “business as usual” for klubbens medlemmer og gæster. 

- Alt fortsætter uændret til 31.12, men folk er opsagt, fordi golfcentret ikke vil drive driften videre og ikke ønsker lønforpligtelser efter nytår, siger Peter Jespersen, som dog er fortrøstningsfuld i forhold til fremtiden.

- Det er en stor opgave at drive så stort et center med 36 huller og de budgetter, der ligger, men jeg tror på, at der også bliver spillet golf herude i 2020, siger han. 

User Comments:

  • 25 medarbejder

    19/08 - 2019 | Ole Faust Hansen

    Det må være muligt at nedskære medarbejderstanden, der skal en manager ind som ikke kender medarbejderne eller man opsætter job annonce efter 31-12 2019.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer