Skal golfen på scenen i Herning? | Golf.dk
Sejerø Golfklub er nu med i slutspurten om Danskernes Idrætspris 2018

Foto: Sejerø Golfklub

Skal golfen på scenen i Herning?

06/11 - 2018 | Henrik Søe

Skal golfsporten have en pris ved det store tv-show SPORT 2018 i starten af det nye år? Sejerø Golfklub har ihvertfald taget et stort skridt i retning mod Boxen i Herning ved at gå videre til næste fase i kampen om Danskernes Idrætspris 2018.   

Sejerø Golfklub var den eneste golfklub blandt flere hundrede nominerede idrætsinitiativer i de otte P4-distrikter, og et dommerpanel har altså nu belønnet den genopståede klub med en plads i den regionale finale. Her er Sejerø Golfklub i selskab med to øvrige sjællandske idrætsinitiativer, som også har chancen for at vinde Danskernes Idrætspris.

- Det er vi meget glade for. Vi er stolte over, at vi er kommet igennem det første nåleøje og håber naturligvis, at så mange golfspillere som muligt vil stemme på os, så vi kan komme på scenen i Herning og give noget reklame til golfsporten, siger Poul Skals, der er kasserer i Sejerø Golfklub.  

Sejerø Golfklub er på landsplan blandt de sidste 24 initiativer, og nu er det op til danskerne at stemme på deres favoritter. Du kan læse mere om nomineringen af Sejerø Golfklub og afgive din stemme her. Der trækkes lod om billetter til tv-showet Sport 2018 i Herning blandt alle der afgiver en stemme. Afstemningen lukker fredag den 16. november kl. 9.

Vinderne i hvert P4 distrikt går videre til landsfinalen, hvor det er DIF’s bestyrelse, der først vælger tre finalister ud, og herefter afgør hvilket idrætsinitiativ, der skal vinde prisen. Den endelige vinder afsløres 5. januar 2019 ved tv-showet SPORT 2018. Ud over æren modtager det vindende projekt også 100.000 kr., der skal bruges til at styrke initiativet yderligere. Og de penge ville falde på et tørt sted i Sejerø Golfklub, hvor alt arbejde foregår på frivillig basis.

- Det ville være fantastisk for os med de 100.000 kroner, siger Poul Skals.

Læs mere om Danskernes Idrætspris her

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer