Skæbnedag for fire klubber i Santander Divisionen | Golf.dk

Foto: Henrik Schou

Skæbnedag for fire klubber i Santander Divisionen

16/06 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Både hos herrer og damer, i øst og i vest, er der en klub uden point efter tre runder i Santander Divisionen. Kommer de ikke på tavlen søndag, vil chancerne for at spille med om medaljer allerede være forspildt.

Herrernes pulje vest tæller Gyttegårds danmarksmestre. Det kan snart blive til Gyttegaards 1. divisionshold, for ude mod Kolding tabte de 11-7, selvom Rasmus Højgaard nåede hjem fra et misset cut på challengetouren i Frankrig og vandt sin single i overlegen stil. Det blev den eneste singlesejr til Gyttegård. Kolding vandt tre og de to sidste blev delt.


I den anden gruppekamp mødtes Aalborg og Brønderslev, og det blev udeholdet som løb med en sikker sejr på 6-12. 

Stillingen i vest - herrer
Brønderslev 6
Kolding 4
Aalborg 2
Gyttegård 0

I dag tager Gyttegaard imod Brønderslev, mens Aalborg gæster Kolding.

I øst er Furesø i en alvorlig knibe. Første kampweekend blev pointløs, og det blev ikke bedre af, at kalenderen skiftede til juni og kursen blev lagt mod Smørum. Furesø bragte sig foran med to sejre i morgenens foursomes, men i singlerne var Marcus Helligkilde & Co. simpelthen for stærke, og Smørum endte med en samlet sejr på 12-6.

I Kokkedal kiggede Odense Eventyr forbi til en rigtig thriller mellem gruppens to tophold. Efter en tæt eftermiddag, var det ikke med meget mere end en hårsbredde, at hjemmeholdet sikrede sig fuld pointhøst for de tre første spillerunder. To singles blev delt og én vandt Emil Gruhn for Kokkedal på 18. hul med mindst mulig margin. Det blev afgørende for, at det blev til en sejr på 10-8.

Stillingen i øst – herrer
Kokkedal 6
Odense Eventyr 4
Smørum 2
Furesø 0

I Furesø har Odense Eventyr i dag mulighed for at rode værterne ud i endnu større problemer. Topholdet spiller ude mod Smørum.

 

I damernes Santander Division vest er det Odense, som endnu ikke er kommet på tavlen. Det var også lige før, de ikke kom på tavlen i udebaneslaget mod Mollerup. En foursome faldt ud til Odenses fordel, men resten af pointene høstede Mollerup for en sejr på 10-2.

Det blev anderledes tæt mellem Vejle og Aalborg. Søstrene Stephanie og Josephine Bertelsen vandt en foursome for hjemmeholdet, mens Daisy Nielsen og Camilla Tange Nielsen udlignede med en smal sejr i den anden. Efter frokosten tog Vejle sig af de to første singles, men Aalborg kæmpede sig tilbage og fik uafgjort 6-6 med fra slagmarken.

Stillingen i vest – damer
Vejle 5
Aalborg 4
Mollerup 3
Odense 0

Hjemme skal Odense i dag forsøge at puste liv i deres sæson mod Aalborg. Mollerup tager imod Vejle.

I øst gav LPGA Tour-spilleren Nicole Broch Larsen hjemmeklubben Hillerød en hjælpende hånd, da Helsingør lagde vejen forbi, og hendes overlegne sejr i dagens sidste single gav en hjemmesejr på 8-4.

I Smørum førte hjemmeholdet 4-0, da det store uvejr trak ind over banen. Gæsterne fra Kokkedal havde ikke lyst til at genoptage spillet efter tordenvejret havde passeret, fremgår det af facebooksiden for Smørums eliteafdeling. Hvad der kommer til at ske med pointene er der endnu ikke faldet en officiel afgørelse over.

Derfor skal stillingen i damernes pulje øst tages med et vist forbehold.
Hillerød 4
Smørum 4
Kokkedal 2
Helsingør 0

I dag spiller Helsingør hjemme mod Kokkedal, mens Hillerød får besøg af Smørum.

Stillingen i Damernes Santander Division kan følges her
Herrernes her  

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer