Sjette runde er spillet: Her er resultaterne i Santander Divisionen | Golf.dk
Der skal findes en ny danmarksmester hos damerne. Hillerød missede en plads i finalespillet.

Foto: Henrik Schou

Sjette runde er spillet: Her er resultaterne i Santander Divisionen

19/08 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Allerede inden søndagens spil stod det klart, at Vejle ville ende som vinder af pulje Vest i damernes Santander Division, men hvem der skulle med dem til medaljespillet, og hvem der skulle tilbage i 1. division, det var et vidt åbent spørgsmål. Aalborg og Mollerup havde hver fire point, mens FH Horsens rundede gruppen af med tre. 

På besøg i Aalborg havde Horsens en chance for at spille sig fri af sidstepladsen, men gæsterne fik aldrig et ben til jorden. Pointene for de to foursomes gik til Aalborg efter sejre på 6&5 og 4&3, og hurtigt efter singlernes start kunne man læse skriften på væggen.

De to første sluttede 7&5 til hjemmeholdet, den tredje 4&3, og så nyttede det ingenting, at Smilla Sønderby slog Daisy Nielsen 5&4 i den sidste single.

Samlet blev det 10-2 til Aalborg, og det resulterede i puljens andenplads med seks point.

I det andet opgør havde Vejle ikke andet end æren at spille for, men det afholdt ikke gruppevinderen fra at tage sæsonens femte sejr og nå til 11 point i Mollerup. 5-7 blev resultatet, og slutstillingen i gruppen endte således:

Vejle 11
Aalborg 6
Mollerup 4
FH Horsens 3

I Øst var Simon´s allerede dømt til nedrykning og Smørum garanteret en plads i finalespillet, så der var ikke meget på højkant, da de to hold mødtes i Simon´s. De to foursomes blev vundet af Smørums talenter. To singler gik til hjemmeholdet, to til gæsterne, og med cifrene 4-8 sikrede Smørum sig gruppesejren.

Det vigtige opgør blev spillet i Hillerød. Værterne havde skrabet fem point sammen gennem sæsonen, mens gæsterne fra Kokkedal havde seks. Det gjorde regnestykket ganske simpelt for begge hold: Vind og avancer til finalespillet.

De forsvarende danmarksmestre fra Hillerød kom bedst fra start med sejre i begge formiddagens foursomes, men ud på eftermiddagen svingede pendulet i retning af gæsterne. 

Christina Thouber og Molly Mikkelsen vandt deres singer med henholdsvis 6&5 og 3&2. Fie Kjærgaard Olsen bragte værterne foran igen med en sikker sejr, og så skulle det hele afgøres mellem Sarah Skovgaard Bils og Eva Fabricius-Bjerre.

Det var en tæt match, som gik alle 18 huller. All Square ville give Hillerød sejren og andenpladsen i puljen, men det blev udeholdets Fabicius-Bjerre, som vandt med 1 hul. Det gav slutstillingen 6-6, og betød, at Kokkedal får chancen for at sikre klubben det første danmarksmesterskab for damer.

Smørum 9
Kokkedal 7
Hillerød 6
Simon´s 2

Link til Danmarksturneringen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer