Sjællandsk klub investerer stort i nyt vandingsanlæg | Golf.dk
I Asserbo bliver græsset nu grønnere. Helt bogstaveligt.

Foto: Asserbo Golf Club

Sjællandsk klub investerer stort i nyt vandingsanlæg

20/04 - 2021 | Claus Rødgaard Thomsen

Peter Fredgaard lyder næsten som en, der har dårlig samvittighed over for greenkeeperne i Asserbo Golf Club.

- Jeg håber virkelig, at vi får glade greenkeepere. De har knoklet for sagen, men det har nogle gange været umuligt, siger Peter Fredgaard til Golf.dk.

Han er formand for Asserbo Golf Club og oplyser, at klubben har investeret små to millioner kroner i et helt nyt vandingsanlæg.

- Vi får et væsentligt kvalitetsløft af banen. Vi forventer, at den kommer til at stå flottere end nogensinde, når vi når ind i maj måned, siger Peter Fredgaard.

I Asserbo har man haft for svagt tryk i vandingsanlægget. Samtidig ligger banen i kuperet terræn på tør sandjord. Den kombination har medført, at greenkeeperne har kæmpet en umulig kamp for at holde liv i græsset på fairways i tørre perioder.

De fleste golfspillere husker sommeren 2018, hvor fairways i det ganske Golfdanmark blev så hårde som en bøddels hjerte. I Asserbo husker de den også.

- Tørken ramte os hårdt i 2018, og siden da har vi eftersået fire gange med mere eller mindre held. Nogle gange har græsset lige nået at spire, inden der så kom mere tørke, fortæller han.

En eftersåning koster i nabolaget af 50.000 kroner. Sure penge, når effekten alligevel udebliver eller er kortvarig.

Men snart er gravemaskinerne færdige i Asserbo og så vil fairways og for-greens få noget bedre vilkår. Det vil gavne spiloplevelsen og sikkert også greenkeepernes arbejdsglæde.

Asserbo er en af Danmarks ældste golfklubber, og løftet til banen kommer i klubbens jubilæumsår.

Til sommer fylder Asserbo Golf Club 75 år. Det vil blive markeret henover sommeren, fortæller Peter Fredgaard.

Blandt andet vil klubbens oprindelige ni-huls bane blive genetableret i en periode, så medlemmer og gæster kan prøve den.

Der vil også blive afviklet en pro-am, hvor profiler som Leif Nyholm, Lasse Jensen, Julie Tvede og Carina Wagner, der alle kommer fra Asserbo, deltager.

Klubbens fødselsdag er den 7. juli og her vil der være reception, hvor blandt andre Halsnæs Kommunes borgmester, Steffen Jensen (S), og Dansk Golf Unions formand, Lars Broch Christensen, vil deltage.

Glæd dig til næste nummer af Dansk Golf, som udkommer i maj, og hvor vi er på banebesøg i Asserbo Golf Club.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:3,553,879
  • Unique Visitor:191,753
  • Registered Users:170,248
  • Unregistered Users:31,628
  • Blocked Users:12,476
  • Published Nodes:16,597
  • Unpublished Nodes:327
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:3.239.56.184
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:2,364
    • This week:93,358
    • This month:442,235
    • This year:3,554,675

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk