Simpson fører, Wagner laver Albatros og Cappelen synker til bunds | Golf.dk

Simpson fører, Wagner laver Albatros og Cappelen synker til bunds

22/11 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Juleferien nærmer sig for Sebastian Cappelen. Et par dage tidligere end han ønsker sig, den skal starte. The RSM Classic er årets sidste opgave på PGA Touren for den danske rookie, og med mindre han præsterer en runde i de lave 60'ere, må han tage fra Sea Island Golf Club i Georgia efter anden runde.

Torsdag havde feltets eneste dansker ikke meget held på Seaside Course. Han afleverede en runde fem slag over par, og det giver en placering delt sidst blandt de tilbageværende i feltet.

Det er syv slag fra den rigtige side af cutgrænsen, så der skal noget ekstraordinært til på Plantation Course, hvis den 29-årige skal undgå at misse sit andet cut i sæsonen.

Det ser en hel del lysere ud for Brendan Todd, denne uge og samlet set for sæsonen. Den 34-årige amerikaner har vundet de seneste to turneringer på PGA Touren, og under RSM Classic har han mulighed for at fuldende et hattrick. 

Under torsdagens spil på Seaside Course kom han rundt i 66 slag, -4, og fra en delt 14. plads er der kun tre slag til toppen.

Webb Simpson, verdens nummer 12 og feltet højest rangerede spiller, fik bogey på sit andet hul på Plantation Course og var stadig uden en birdie efter fem huller. Han kom tilbage til par på sit sjette hul, og det blev starten til noget stort for den tidligere vinder af US Open. I løbet af sine sidste 10 huller lavede Simpson syv birdies. 

Syv under er også hans samlede score, og det giver et forspring på et slag ned til Cameron Tringale, Kyoung-Hoon Lee og Rhein Gibson på andenpladsen.

Johnson Wagner var tre under par på første runde. Han var også tre under par på 15. hul på Seaside Course. Fra 255 yards slog amerikaneren sit andetslag i hul for en albatros. Det er hans tredje af slagsen på PGA Touren og en tangering af Tim Petrovics tour-rekord. 

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer