Simonsen og Poke slutspurter sig i top-10 | Golf.dk
Benjamin Poke hentede sæsonens tredje top-10 resultat i KPMG Trophy.

Foto: Brian Rasmussen

Simonsen og Poke slutspurter sig i top-10

01/09 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

18 slag under par. Det blev slutresultatet for Benjamin Poke og Martin Leth Simonsen i ugens KPMG Trophy. Indtil videre på årets challengetour ville den score have rakt til omspil eller sejren i alle turneringer på nær tre. På Millennium Golf var det anderledes. Hele syv spillere nåede til 20 under par eller lavere, og de to danskeres ellers imponerende scores rakte blot til en delt 10. plads.

Det ændrer ikke på, at de begge spillede en yderst flot turnering, og især under finalerunden brillerede de. 

Simonsen startede dagen på 27. pladsen, og efter en bogey på tredje hul begyndte han sin opstigning gennem tabellen. Seks birdies fulgte, inden en eagle på 72. hul. Det gav en runde i 64 slag. Poke lavede tre birdies i løbet af de første 15 huller og sikrede sig en 65'er med tre birdies i træk til slut. 

Med ugens resultat styrker de deres position på Road to Mallorca, hvor de henholdsvis ligger nummer 27 og 36 inden pengepræmierne er blevet fordelt, og derfor er der gode chancer for at få begge med blandt de 45 spillere i sæsonfinalen.

De var ikke de eneste danskere, som fik flotte resultater med fra Belgien. Peter Launer Bæk deltog i en challengetour-turnering for kun ottende gang i karrieren, og for første gang fik han en check med hjem. Det gjorde han med en finalerunde i 69 slag, der førte en 21. plads i -15 med sig.

Det var Jeppe Huldahl, som gik ind til søndagens afgørelse som bedste dansker. Fra en delt syvendeplads havde han kun tre slag til toppen, og derfor var der chancer for, at den 37-årige kunne hente sin første sejr siden Wales Open på europatouren for 10 år siden.

Desværre gik det den forkerte vej for Huldahl. Mens størstedelen af konkurrenterne var i røde tal, gik han banen et slag over par og dumpede ned til 28. pladsen i -14. Den kom han til at dele med Marcus Helligkilde, som brugte 68 slag søndag. For Huldahl var er det sæsonens bedste resultat, mens Helligkilde hentede to 17. pladser tidligere i år.

Med en fin afslutning i 67 slag nåede Mark Haastrup op på 62. pladsen og op på siden af Nicolai Tinning (72) i -9.

Der skulle omspil til for at afgøre titlen. Englænderne Laurie Canter og Dale Whitnell sluttede begge 23 slag under par, og så måtte de ud på 18. hul igen. På det 480 meter lange par fem hul lavede de begge birdie i første omgang. På andet ekstrahul producerede Whitnell en ny birdie, og det var nok til at tage sig af førstepræmien på 29.600 euro.

Det mere end fordobler vinderens sæsonindtjening og bringer ham op i nærheden af top-20 på Road to Mallorca.

Link til resultatet

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer