Simonsen og Højgaard deler andenpladsen | Golf.dk
Ingen spiller kunne måle sig med Rasmus Højgaards søndagsrunde i 63 slag.

Foto: Frank Cilius

Simonsen og Højgaard deler andenpladsen

05/05 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Rasmus Højgaard har gjort sin entré på challengetouren med et brag. Challenge de España er den 18-årige verdensmesters første start blandt Europas næstbedste, og han viste, at han er skabt af et helt særligt stof med en andenplads. Den delte han med fire andre spillere, blandt andre Martin Leth Simonsen, som hentede karrierens bedste resultat på challengetouren.

Danskerne sluttede fire slag fra vinderen, Antoine Rozner, som gik finalerunden seks slag under par for at slutte -13 for de 72 huller på Izki Golf syd for Bilbao.

De to danskere kan hver sætte 13.200 euro ind på kontoen og har dermed fået et eminent udgangspunkt i kampen om at få fuld kategori på challengetouren i 2020 eller måske endda blive forfremmet til europatouren.

18-årige Højgaard viste ingen tegn på rookienerver, da han fandt sig selv i topkampen, da det hele skulle afgøres. Han lavede to birdies og 16 pars på finalerunden og klatrede dermed to pladser frem fra en fjerdeplads ved dagens start.

Simonsen lavede tre birdies og to bogeys for en 71'er og en total i -9. Aalborgenseren havde alllerede hentet en tredjeplads i den uofficielle sæsonåbner i Jordan, og manden, der sluttede et slag fra et fuldt europatourkort på Q-School, viser nu, at det ikke kun var en enkelt god uge. Han har formatet til at tage det næste skridt i karrieren.

Mens de danske kollegaer hentede topresultater i Spanien, faldt sidste uges nummer fem, Mark Haastrup, bagud under søndagens finalerunde. Han startede dagen på 32. pladsen, men en 75'er sendte ham ned til nummer 47.

På challengetourens pengeliste rykker Leth Simonsen op på femtepladsen. Højgaard stryger direkte ind på en delt sjetteplads. Haastrup er nummer 13. De 15 bedste ved sæsonens afslutning modtager kort til europatouren. Der er en lang sæson forude, men set med danske øjne er det en glimrende start på 2019.

Link til stillingen   

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer