Simonsen afprøver nye veje for at blive set | Golf.dk
Martin Leth Simonsen vil også i 2021 satse på challengetouren for at opnå en solid kategori til europatouren i 2022.

Foto: Frank Cilius

Simonsen afprøver nye veje for at blive set

06/11 - 2020 | Claus Rødgaard Thomsen

Vil man leve af golf, skal man sørge for, at folk lægger mærke til én.

Det gør de selvfølgelig også, hvis man spiller så godt, at man skiller sig ud fra mængden med fejlfri golf, som Martin Leth Simonsen har gjort nogle timer, inden vi taler med ham.

Men for de fleste professionelle golfspillere er de dage sjældne. Så det gælder om at finde flere måder at blive set på.

- Vi søger jo alle sammen sponsorer og ting, der gør, at vi kan blive ved med at spille, siger den 29-årige Martin Leth Simonsen.

Han har lige købt hus i Gug ved Aalborg, som han gerne skal være færdig med at renovere i december. Han og hustruen Shoshana venter nemlig barn nummer to i januar. Samtidig har han også en levevej, som nærmere er en meget dyr hobby, hvis man ikke har succes.

- Mange tror, at professionelle golfspillere lever det vilde liv og altid går til venstre, når de kommer ind i flyvemaskinen. Men sådan er det ikke for 99 procent af os, siger Martin Leth Simonsen.

Netop livet som professionel golfspiller vil han gerne fortælle om og derigennem opnå større synlighed. Derfor har han oprettet sin egen youtube-kanal, hvor han bringer skæve og anderledes indslag om sin hverdag. De kan handle om træning og forberedelse, men også små tips og indblik i nordjydens daglidag med familien.

- Jeg syntes bare, at det var en fin måde at gøre det på. Det kan være svært at differentiere sig fra de andre, når man er golfspiller. Det her kunne være en måde at få flere øjne på mig, og hvis bare en promille af verdens golfspillere så med, så ville det jo være stort, siger han.

Fordi han har øjnene rettet ud over landegrænserne, og måske også fordi han er amerikansk gift og har et stort transatlantisk netværk fra sin tid på college, har Leth Simonsen valgt, at hans videoer skal være på engelsk. Som golffan kan man abonnere på kanalen og følge med løbende.

Der er ikke noget nyt i, at tourspillere, der stadig er et par mundfulde fra toppen af kransekagen, finder på alternative måder at tjene penge eller gøre opmærksom på sig selv. Under coronakrisens værste nedlukning tjente nogle penge ved at give online-lektioner til amatører. Andre arrangerer rejser, holder foredrag og deltager i events, hvor folk kan betale for at spille mod eller lære pro’en bedre at kende.

Martin Leth Simonsen har da også skelet til Wesley Bryan, der sammen med sin bror opnåede en vis berømmelse, da han sammen med sin bror lavede en masse vilde klip med trick-shots.

- Men det er ikke lige der, min force ligger. Så jeg synes, at det her andet var en mulighed, og jeg har ikke set nogen, der gør det på lige den måde.

Et af hans kommende videoprojekter er, at han skal hjælpe to af sine venner, der ikke er professionelle, med at slå længere. Der vil altså også være nogle videoer med et element af instruktion.

Martin Leth Simonsen har kategori på Challenge Tour, men har fået en hele 11 starter på europatouren i denne mest besynderlige golfsæson. Det store topresultat er udeblevet i de 11 turneringer, men han har klaret cuttet i de otte af dem.

- Det har ikke været det år, jeg havde håbet på. Men jeg ved nu, at jeg sagtens kan spille med på europatouren. Jeg har spillet med Westwood og Wiesberger og andre af dem, der er rigtig gode. Så får man lissom det væk, og man behøver ikke længere være nervøs, når man skal spille med dem. Det giver lidt “confidence”, siger nordjyden.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:2,229,592
  • Unique Visitor:145,310
  • Registered Users:162,214
  • Unregistered Users:31,160
  • Blocked Users:12,415
  • Published Nodes:15,821
  • Unpublished Nodes:300
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:3.238.70.175
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:9,804
    • This week:78,422
    • This month:296,448
    • This year:2,230,022

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk