Simon’s kæmper for pladsen blandt de bedste | Golf.dk
Sophia Giverny Carlsen var med til at sikre en vigtig sejr for Simon's

Foto: Brian Rasmussen

Simon’s kæmper for pladsen blandt de bedste

12/08 - 2017 | Martin Rahbech

Der var rutinerede spillere som søstrene Karen Margrethe Juul og Marie Louise Juul. Der var landsholdsaktuelle Sophia Giverny Carlsen, og der var den unge juniorspiller Rosa Barnak. Det var et hold, der kan sikre Simon’s deres plads blandt Danmarks bedste klubber i Santander Divisionen.

Grundspillet bliver afsluttet efter søndagens runde, og Simon’s vandt lørdag sæsonens første sejr, da de vandt 11-1 over Furesø. 

Den anden match lørdag var mellem Smørum og Hillerød, og det var en LPGA-duel mellem Nanna Koerstz Madsen fra Smørum og Nicole Broch Larsen fra Hillerød. Den duel vandt Broch Larsen 2&1, men det var så de eneste point Hillerød vandt i matchen, som Smørum vandt 10-2.

De to hold kan dog begge vide sig sikre på finalespillet. Smørum har syv point og er klar til slutspillet for ottende år i træk, Hillerød har seks point, Furesø har fire point og Simon’s tre point. 

Programmet søndag er Hillerød – Simon’s og Furesø – Smørum.  Furesø kan med en sejr rykke på seks point, men i tilfælde af pointlighed tæller indbyrdes resultater, og der er Hillerød stærkest.

I Vestkredsen er der usikkerhed om den ene finaleplads.

Vejle vandt 8-4 over Sønderjylland, og det var deres femte sejr i fem matcher, så de er sikre i finalespillet, men Sønderjylland rykker ned uden point indtil videre.

Kampen om den sidste finaleplads står mellem Aalborg og FH Horsens. De mødtes lørdag i Horsens, men Aalborg vandt 8-4.
Det betyder, at Aalborg ligger på andenpladsen med seks point, mens FH Horsens har fire point. I det indbyrdes regnskab er Horsens dog bedst, så finalechancen lever endnu.

Søndagens program er Aalborg-Vejle og Sønderjylland – FH Horsens

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer