Shane Lowry holder verdens bedste bag sig | Golf.dk
Shane Lowry har oplevet et formdyk siden sejren i Abu Dhabi tilbage i januar, men denne uge er han igen strøget til tops.

Foto: Getty Images

Shane Lowry holder verdens bedste bag sig

20/04 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Som lovet kom der blæst og regn til anden runde af RBC Heritage, og det blev nødvendigt for PGA Touren at stoppe spillet i små fire timer midt på dagen. Spillerne kom på banen igen, men ikke tids nok til at gøre fredagens arbejde færdigt.

Da mørket lagde sig over Harbour Town Golf Links, var Shane Lowry alene i front. Ireren har misset cuttet i sine seneste fire forsøg, men i South Carolina hænger spillet godt sammen. 

Lowry startede med to birdies, inden hornet tudede og kaldte spillerne til pause, og da han kom på banen igen, spillede han sig tre under par for dagen. Lowry nåede 16 huller og kunne gå i seng alene i front i -9.

Han har et slag ned til Trey Mullinax, mens verdens nummer ét, Dustin Johnson, deler tredjepladsen med Emiliano Grillo i -7. Alle tre forfølgere nåede at gøre deres runde færdig, men kun Grillo kunne prale af at lave en albatros.

På femte hul slog argentineren en hybridkølle fra 232 meter, og andetslaget til par fem hullet landede midt i hulkoppen.

- Det var et perfekt slag. Perfekt længde, perfekt alting. Perfekt vind. Det var en af dem, der var god, men man forventer aldrig, at den vil gå i, sagde Grillo til PGA Touren efter runden. 

Lowry er ikke eneste europæer med chancer for sejren i løbet af weekenden. Ian Poulter brugte 67 slag fredag for at spille sig frem til syvendepladsen i -5. I den score finder man også Rafa Cabrera Bello samt Graeme McDowell, som mangler fem huller af sin anden runde.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer