Sene birdies redder Cappelens første runde | Golf.dk
Indtil videre har Sebastian Cappelen klaret syv ud af 10 cuts i sin første sæson som medlem af PGA Touren.

Foto: Getty Images

Sene birdies redder Cappelens første runde

07/02 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

AT&T Pebble Beach Pro-Am er kommet fra start på banerne Spyglass Hill, Monterey Peninsula og naturligvis Pebble Beach. Alle spillere skal gennem alle tre opgaver, før cuttet falder og placeringerne i stillingen kan måles en til en. Ikke desto mindre var de tre bedste under første runde i kamp på hver deres bane. 

Canadieren Nick Taylor indledte sin kampagne for titel nummer to på PGA Touren med en runde i otte under par på Monterey Peninsula. Den 31-årige noterede eagle på dagens første hul og krydrede scorekortet med seks birdies derfra.

Han fører med to slag ned til Chase Seiffert og verdens nummer otte, Patrick Cantlay. Seiffert gik en bogeyfri 66'er på Pebble Beach, mens Cantlay på Spyglass Hill havde brug for at lave ni birdies for at gøre sig fortjent til en runde seks under par.

Spyglass Hill var også der, hvor Sebastian Cappelen indledte turneringen. For en uge siden missede fynboen cuttet med et enkelt slag. Fra denne sæson har PGA Touren reduceret antallet af weekenddeltagere fra top-70 til top-65 – ligesom europatouren gjorde det for omkring et årti siden – og den ændring kom til at koste Cappelen videre deltagelse i Phoenix Open.

Han er også et slag fra cutgrænsen efter sit udlæg i den sidste turnering på vestkysten, men der er alligevel grund til at gå fra første runde med positive tanker. Den eneste danske deltager denne uge var to slag over par efter 16 huller, men birdie, birdie til at slutte af med gav en runde i par, hvilket rækker til en delt 74. plads.

Cappelen er tre slag efter feltets bedste spiller, verdens nummer fem, Dustin Johnson, og fire efter Phil Mickelson, som søndag hentede sin første top-10 placering i 51 uger under Saudi International. De to amerikanske stjerner er henholdsvis nummer 24 og 12 efter ligeledes at have spillet Spyglass Hill.

Link til stillingen   

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer