Seks deler førstepladsen på Sawgrass | Golf.dk
Stjernebolden med Rickie Fowler, Phil Mickelson og Tiger Woods var ude af fokus under første runde af Players Championship.

Foto: Getty Images

Seks deler førstepladsen på Sawgrass

11/05 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Der blev spillet masser af god golf golf på første runde af The Players Championship. På hed dag i det nordlige Florida afleverede 38 spillere runder i 60'erne på Pete Dyes krævende TPC Sawgrass.

Ingen af dem var dog at finde i den med spænding ventede stjernebold med Phil Mickelson, Tiger Woods og Rickie Fowler. Alle tre havde dårlige dage, og især Mickelson kollapsede mod afslutningen med syv tabte slag på den sidste håndfuld huller. Han er syv over par, og med en cutgrænse der kan ende under par, er chancerne for at komme med til weekenden minimale.

Fowler var i par for dagen, da han plaskede sit teeslag i vandet på hul 17. Det førte til en doublebogey og en 74'er.

Det var Woods, som slap bedst fra runden, men det var mere hård fight end flot spil, der fik scoren for dagen til par. Kun fem gange fandt verdens nummer 92 fairway fra tee, og derfor måtte han kæmpe hårdt i det korte spil for at overnatte på 69. pladsen.

- Når man er godt kørende, virker denne bane ikke særlig svær, men hvis man ikke er helt på toppen, bliver man straffet ret hårdt. Der er mange muligheder for at slå i vandet, der er ukomfortable og ujævne lejer og nogle svære pindplaceringer, sagde Woods til Golf Channel.

Scoren i par giver Woods seks slag til førstepladsen. Den deler verdens nummer ét, Dustin Johnson, med Webb Simpson, Alex Noren, Matt Kuchar, Patrick Cantlay og Chesson Hadley i -6.

Ligeså mange spillere deler syvendepladsen i -5. Blandt dem er veteranen Steve Stricker og den forsvarende mester, Si Woo Kim.

Enkelte deltagere nåede til -7 i løbet af dagen, og en af dem var Sergio Garcia. Spanieren vandt Players Championship for et årti siden, og selvom han lavede doublebogey-bogey på de to sidste huller, er der gode chancer for at gentage triumfen fra 2008.

I -4 deler han 13. pladsen med blandt andre landsmanden Jon Rahm og Justin Rose. De to er med i kampen om at blive verdens nummer et denne uge. Justin Thomas og Jordan Spieth er de to andre, som kan vippe Johnson af pinden. De er henholdsvis +1 og +3 efter torsdagens spil.

Link til stillingen 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer