Sebastian Friedrichsen fører an i Tyskland | Golf.dk
Drengelandsholdsspilleren Sebastian Friedrichsen lavede seks birdies på første runde i Tyskland.

Foto: Brian Rasmussen

Sebastian Friedrichsen fører an i Tyskland

30/05 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

En første runde i 68 slag ved German Boys' Open giver 16-årige Sebastian Friedrichsen del i førstepladsen. På Golf Club St. Leon-Rot (St. Leon) er det fire under par. Talentet fra Asserbo lavede en doublebogey under sin første runde, men seks birdies hjalp ham op på siden af hjemmebanespilleren Philipp Katich. De var de bedste blandt 16 spillere, som var bedre end banens par torsdag.

I 2018 vandt Friedrichsen både Furesøpokalen og European Young Masters i Oslo, og hans start på 2019 har også været imponerende. Det er allerede blevet til en andenplads i Møn Open og en syvendeplads blandt de professionelle på ECCO Touren i Bravo Tours Open. Nu har han gode muligheder for at hente et nyt topresultat syd for Heidelberg.

Ingen af de øvrige danskere var i nærheden af at kunne følge med Friedrichsen på første runde, men til gengæld var de ganske enige om, hvor mange slag der skulle bruges. Både Jamie Tofte Nielsen, Jonas Thygesen, Magnus Krebs, Mikkel Schmitt og Rasmus Bofill er på 36. pladsen efter 74'ere. 

Kun Jens Kristian Thysted faldt uden for med en 95. plads i 79 slag.

Blandt pigerne i German Girls' Open er der også en dansker nær toppen. På Red Course lavede Amalie Leth-Nissen seks birdies og tre bogeys for en 71'er. Scoren i -3 giver den 14-årige fra Hjortespring en delt fjerdeplads. Derfra er der tre slag frem til italienske Emilie Paltrinieri på førstepladsen.

Natacha Husted følger i par på 25. pladsen, mens Alberte Thuesen er nummer 38 i +1.

Længere tilbage i stillingen finder man Anne Normann på 55. pladsen i +2, Christina Thouber på 71. pladsen i +4 og Sarah Bils som nummer 89 i +6.

Stillingen hos drengene
Stillingen hos pigerne

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer