Sebastian Cappelen holder birdiefest i Louisiana | Golf.dk
Sebastian Cappelen er fra Odense, men han har i flere år haft hjemme i det amerikanske.

Foto: Michael Cohen/Getty Images

Sebastian Cappelen holder birdiefest i Louisiana

24/03 - 2019 | Kasper Ørkild

19 birdies på tre runder.

Det er status for danske Sebastian Cappelen, der i denne uge spiller Chitimacha Louisiana Open på den amerikanske Web.com Tour. Her ligger fynboen på en delt 17. plads inden finalerunden.

Dermed ser det ud til, at den 28-årige er på vej mod sæsonens hidtil bedste resultat.

Indtil videre har han nemlig kun formået at hente en delt 37. plads i denne sæson foruden to missede cuts og en turneringsdeltagelse, som han trak sig fra efter første runde.

Danskeren slog sig for alvor frem på leaderboardet i Louisiana, da han gik en 66’er fredag. Her hentede han svimlende syv birdies og fik som lidt malurt i bægeret også en double bogey.

Lørdag faldt han en plads tilbage, da han gik en 68’er med seks birdies og tre bogeys.

Selvom Sebastian Cappelen nok kan blande sig i top-10 ved turneringen på den amerikanske tour, så ser det ikke ud til, at førstepladsen er inden for rækkevidde. Amerikanske Justin Lower fører nemlig turneringen med en samlet score på -18 - otte slag bedre end danskeren.

Cappelen har spillet på Web.com Tour, der ligger under PGA Touren i Nordamerika, siden 2014. Årene før det spillede han collegegolf for University of Arkansas.

Se hele stillingen her.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer