Schwartzel tager têten i Johannesburg | Golf.dk
Charl Schwartzel var mand for seks birdies og en eagle på en dag, hvor han ikke lavede en eneste bogey.

Foto: Getty Images

Schwartzel tager têten i Johannesburg

07/12 - 2018 | Claus Rødgaard Thomsen

I går var det Louis Oosthuizen, der med en 62’er efterlod alle i sit kølvand ved South African Open.

I dag var det Charl Schwartzel, der med en runde i 63 slag placerede sig som løvernes midlertidige konge på Randpark Golf Club.

De to er begge tidligere majorvindere og et symbol på den kæmpe talentrigdom, der længe har været i sydafrikansk golf.

- Jeg ved bare, at jeg spiller godt lige nu. Jeg driver bolden godt, og det er ikke noget, jeg har været i stand til på fast basis på det seneste, sagde Schwartzel efter sin runde.

Den 34-årige spiller har vundet otte af sine 11 europatourtitler på sydafrikansk jord, men han har aldrig vundet sit nationale mesterskab, som ellers er vundet af sydafrikanske koryfæer som Ernie Els, Retief Goosen, Gary Player og Bobby Locke.

Der er ingen tvivl om, at Masters-vinderen fra 2011 ønsker sit navn på trofæet også, men det vil kræve et par gode runder af Charl Schwartzel.

Han er nemlig kun et slag foran Madalitso Muthiya fra Zambia, en upåagtet tidligere Web.com tour-spiller.

Et enkelt slag længere tilbage på ti under par ligger Louis Oosthuizen, Zander Lombard og amerikanske Kurt Kitayama, der vandt på Mauritius i sidste uge og dermed jagter drømmen om to sejre i rap på europatouren.

Jeff Winther bliver den eneste dansker i det 240 mand store felt, der er med i weekenden. Winther spillede i dag en runde i 2 birdies og 16 pars. Han er samlet 5 under par, og det rækker til en delt 15. plads, hvor han blandt andet ligger side om side med Ernie Els.

Joachim B. Hansen ligger side om side med italienske Matteo Manassero. Det er ingen af dem formentlig tilfredse med, i det de begge sluttede fire slag fra cutgrænsen. Dermed misser Joachim B. Hansen sit først cut i denne sæson efter at have klaret sig til finalerunderne i årets første to turneringer.

Det blev heller ikke i Sydafrika, at Morten Ørum Madsen skulle genfinde formen.

Den tidligere vinder af turneringen er 10 over par efter to runder og placeret som nummer 219 af 240 spiller.

Link til stillingen

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer