Scandinavian Mixed er seneste offer for pandemien | Golf.dk
Majorvinderne Annika Sörenstam og Henrik Stenson må vente til 2021, før de kan blive værter for Scandinavian Mixed.

Foto: Getty Images

Scandinavian Mixed er seneste offer for pandemien

06/04 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

Udsigterne til at se golf på højeste niveau i Europa er blevet endnu længere. 

Mandag meddelte europatouren og Ladies European Tour i en fælles pressemeddelelse, at flere turneringer har været nødt til at overgive sig til coronavirussen. 

For en uge siden blev Irish Open udsat, og det skubbede Trophée Hassan II frem forrest i køen, men håbet om at genstarte europatouren 4. juni fik ikke lov at leve længe. Turneringen skulle have været spillet samtidig med Lalla Meryem Cup på LET, men hverken damer eller herrer kommer til Rabat først på sommeren. Turneringerne er foreløbigt blevet udsat på ubestemt tid.

Turneringen en uges tid senere har lidt en endnu hårdere skæbne. Der var stor begejstring i golfens verden, da Scandinavian Mixed med Annika Sörenstam og Henrik Stenson som værter blev offentliggjort. For første gang nogensinde skulle herrer og damer på højeste niveau dyste mod hinanden på samme bane, om det samme trofæ og den samme præmiepulje.

Det kommer ikke til at ske i år, for i meddelelsen fra de to tours fremgår det, at turneringen på Bro Hof i Stockholm er taget af plakaten og først vil blive spillet i 2021.

- Vi vil fortsætte med at følge den globale situation omkring coronavirus og evaluere konsekvenserne for alle vores turneringer med folkesundhed som vores absolutte prioritet. Vi takker alle involveret i Trophée Hassan II og Scandinavian Mixed – inklusiv Hans Kongelige Højhed Prins Moulay Rachid og organisationen bag Trophée Hassan II, Ladies European Tour og Henrik Stenson og Annika Sörenstam, udtaler Keith Pelley fra europatouren.

Han forsikrer ydermere om, at der arbejdes på at finde nye datoer for udsatte turneringer, når forholdene tillader det.

Med de seneste udsættelser er US Open fra 18. juni næste turnering på europatourens program. En melding fra USGA ventes inden for en uges tid, og den kommer med al tænkelig sandsynlighed også til at skuffe de golfhungrende.

Ladies European Tour er også skemalagt til at genoptage sæsonen 18. juni med Jabra Ladies Open på Evian Resort.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer