The Scandinavian fik ny direktør i efteråret.

Foto: PR

The Scandinavian-direktør blev tiltrukket af udfordringen

17/04 - 2017 | Claus Rødgaard Thomsen

Fra Wigan til Farum!

Allerede her aner man en usandsynlig historie. Hvis man så lige lægger pit stops ind i Birmingham og Portugal, så har man trædestenene i den rejse, som David Shepherd har været på.

Siden midten af november har han været administrerende direktør på The Scandinavian nord for København. Det er her blandt andre Søren Kjeldsen, Lasse Jensen, Jeff Winther og Emily Pedersen træner, når de er i Danmark.

- Stedet hører til blandt de bedste i Europa. Det er alt for godt til, at folk ikke kender til det, siger David Shepherd om den udfordring, som var en af de faktorer, der tiltrak ham til jobbet.

Han fik golf ind med modermælken, da hans bedstefar var golfspiller, og hans far var pro. Den unge David hjalp sin far med at pakke tees i poser, inden han fik sit første rigtige arbejde på The Belfry, hvor der flere gange er afviklet Ryder Cup på Brabazon Course.

Det var her han så en ung Søren Kjeldsen gå “de bedste ni huller, han nogensinde har set nogen spille”. Han var imponeret dengang, ligesom han var imponeret i vinter, da han så samme Søren Kjeldsen skovle sne væk på The Scandinavian, så han kunne komme til at træne.

David Shepherd har set en del i golfverdenen. Men han har også været ansvarlig på Monte Rei Golf & Country Club i Portugal, hvor han nærmest skulle bygge et sted op fra bunden.

Så er udfordringen en anden på The Scandinavian, som åbnede for seks år siden og har både en Old Course og en New Course, som rangerer som de to bedste i Danmark.

David Shepherd er flyttet til Danmark med sin kone, der også er golfpro, og deres to-årige søn. Han har allerede erkendt, at poden kommer til at tale dansk før ham selv.

Men nogle erfaringer har han gjort sig om det danske sindelag. Og de er positive.

- Jeg er gået ind i et team, som kender branchen, men som vil lære og blive bedre. De kommer ikke på arbejde hver dag fordi de føler, at de skal eller for at få løn. De elsker at komme på arbejde, og det ser man ikke alle steder.

User Comments:

  • Hvilken udfordring?

    18/04 - 2017 | Erik Groth-Andersen

    Jeg savner at få noget eller bare lidt at vide om den udfordring han står overfor.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer