Søstre skriver Solheim Cup-historie | Golf.dk
Søstrene Jessica (tv) og Nelly Korda er klar til at spille sammen i fredagens foursomes.

Foto: Getty Images

Søstre skriver Solheim Cup-historie

12/09 - 2019 | Henrik Søe

Aldrig tidligere har to søstre spillet sammen i Solheim Cup, men det laver Jessica og Nelly Korda om på, når de går på banen til fredagens tredje foursome i årets Solheim Cup på Gleneagles i Skotland. 

Nelly Korda er en af USA’s seks rookies og får altså selskab af sin storesøster Jessica, der sikrede 1,5 point til det amerikanske hold i 2013. De to søstre har tidligere spillet sammen i et lignende format og håber at kunne bruge kendskabet til hinanden i fredagens opgør.

- Vi ved, hvad der får hinanden op at køre, og vi ved, hvordan vi får hinanden ned på jorden igen, lød det fra Nelly Korda på torsdagens pressemøde. 

Navnet Korda lyder måske bekendt for folk, der kan huske gamle tennisstjerner - og den er god nok. Nelly og Jessica Kordas far er Petr Korda, der i sin tid stillede op for Tjekkiet men siden flyttede til USA, hvor hans børn er født. 

De to søstre skal op imod Europas Caroline Masson og Jodi Ewart Shadoff. Europæerne har dannet foursomepar i Solheim Cup tidligere - men tabte i 2017 med 5/3. 

Europas kaptajn Catriona Matthew har sat det på papiret tungeste skyts ud først i form af Carolta Ciganda og Bronte Law, der er de to højest rangerede europæiske spillere på verdensranglisten. 

Fredagens foursomes ser således ud (Europa-USA) 

Kl: 9.10: Carolta Ciganda/Bronte Law - Morgan Pressel/Marina Alex

Kl: 9.22: Georgia Hall/Celine Boutier - Lexi Thompson/Britanny Altomare

Kl: 9.34: Caroline Masson/Jodi Ewart Shadoff - Nelly Korda/Jessica Korda

Kl: 9.46: Charley Hull/Azahara Munoz - Megan Khang/Annie Park 

Link til scoring

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer