Søren tee’er den op for 600. gang: - Jeg kaster stadig alt ind i det her | Golf.dk
Søren Kjeldsen har set flere generationer af tourspillere komme og gå igennem sin karriere.

Foto: Getty Images

Søren tee’er den op for 600. gang: - Jeg kaster stadig alt ind i det her

14/01 - 2020 | Claus Rødgaard Thomsen

Torsdag eftermiddag vil Søren Kjeldsen færdiggøre sin opvarmning. Tjekke, at der er 14 køller i bag’en og så ellers træde ind på 1. tee og give hånd til sine spillemakkere Edoardo Molinari og Jack Singh Brar.

Det er bare endnu en almindelig arbejdsuge i den 44-åriges liv. Og dog. Når Kjeldsen har slået sit første slag vil han være i gang med sin turnering nummer 600 på europatouren. En milepæl, som kun 11 andre spillere har passeret før danskeren.

- Jeg ser det ikke som noget særligt. Selvfølgelig er det noget, jeg er stolt af, men ellers er det en almindelig arbejdsuge, siger Søren Kjeldsen, da Golf.dk fanger ham over telefonen.

Han er i Abu Dhabi og klar til tjeneste efter halvanden uges træningslejr i Dubai, hvor han vanen tro har været for at finde skarpheden inden sæsonstart.

Så sejlivet er Søren - tallene taler deres tydelige sprog

Brønderslev-drengen er den 12. mest aktive spiller i europatourens historie. Og af dem over ham på listen, er det kun David Howell, der er en smule yngre end Kjeldsen. Kjeldsen har fire sejre i sine 599 turneringer på touren.

- Jeg har da også perioder, hvor jeg spørger mig selv, hvor længe jeg kan blive ved. Den tvivl vil altid være der, og det er både min styrke og min svaghed. Tvivlen sidder på min skulder og overvåger mig, og så tænker jeg “Søren, du arbejder ikke hårdt nok”. Det har holdt mig til ilden og skarp. Jeg er aldrig blevet doven, siger han selv, når han skal forklare sin ekstreme udholdenhed.

Søren Kjeldsen har kategori 10 til europatouren for 2020, i og med han (igen) sluttede inden for top 110 på europatouren. Samtidig er han blandt de 40 spillere, der gennem karrieren har tjent mest på touren. Så han vil også kunne spille i 2021, selv hvis han får et skuffende 2020.

Derfor vil han formentlig allerede i år overhale spillere som Colin Montgomerie og Paul Lawrie på listen over turneringsdeltagelser. Og i 2021 kan han blive en af de fem spillere i tourens historie, der har spillet mest - afhængig af, hvordan de nogenlunde jævnaldrende David Howell og Raphael Jacquelin strikker deres sæsoner sammen. Sam Torrances fabelagtige rekord på 706 deltagelser ligger stadig nogle år ude i horisonten.

Det var under Made in Denmark 2015, at Søren Kjeldsen spillede sin turnering nummer 500 på europatouren. Det er 99 turneringer siden.

Kjeldsen har spillet klart flere turneringer på europatouren end ældre koryfæer som Lee Westwood, Thomas Bjørn og Darren Clarke (som til gengæld har spillet flere på PGA Tour). Danskeren har spillet 30 turneringer eller flere i mange af sine sæsoner på touren. Dels fordi han elsker turneringsgolf, men også fordi tanken om, at han kunne miste kortet hele tiden har ligget i baghovedet, hvilket har pisket ham ud i verden for at tjene dyrebare ranglistepoint.

- Det er jo et vanvittigt hårdt miljø. Det var en drøm bare at blive europatour-spiller. At være herude 22 år senere er helt vildt. Der er så mange, der falder fra, fordi det er et drilsk spil, og man kan hurtigt miste sine spillerettigheder.

Hvis nogle af de unge spørger ham, hvad hemmeligheden bag en lang karriere er, så handler det ifølge Kjeldsen meget om “at finde sin egen vej”.

- Jeg har stadig ikke formlen. Men man skal være nysgerrig. Man skal ikke lade sig drage af, hvad andre siger “man” skal gøre. At “man” skal gå i gym hver dag, og “man” skal kunne slå den 300 meter. Jeg har set masser, der havde hele pakken, men efter tre år var de væk, og man så dem aldrig igen. Og jeg har set flere, der ikke havde det, men alligevel endte med at vinde majors. Nogle drukner, og andre er pisse gode til at finde det, der virker for dem, lyder det fra Kjeldsen.

Han mener selv, at det var med en 2. plads i Qatar i 1999, at det gik op for ham, at han vitterligt var god nok til europatouren.

Han er stadig god nok, men Søren Kjeldsen er selv den første til at dreje samtalen ind på, at fremtiden ikke er givet. Det sidste år har været “sindssygt frustrerende”. Kjeldsen selv mener, at han ikke har spillet godt, siden han for et år siden hentede en 5. plads i netop Abu Dhabi HSBC Championship, som han igen stiller op i fra torsdag.

Fra Abu Dhabi tog han en check på 260.000 euro med sig, som var afgørende for, at han overhovedet beholdt sit tourkort i 2020.

- Det stresser mig, når jeg har fornemmelsen af, at jeg ikke kan konkurrere ordentligt. Hvis jeg spiller sådan, som jeg har gjort det meste af de sidste to år, så skal jeg lave noget andet, lyder den ærlige udmelding.

Hvad det andet skulle være, aner han ikke.

- Jeg kaster stadig alt ind i det her. Men jeg ville have nemt ved at blive passioneret omkring andre ting, og jeg er sikker på, at der er et godt liv for mig senere også, siger han.

Han skænker ikke seniortouren mange tanker. Den vil han være spilleberettiget på om godt fem et halvt år, men han er kun interesseret, hvis han er godt spillende. Det kræver i første omgang, at han får styr på sin driver.

- Jeg har virkelig slåsset meget med min driver. Men det seneste par dage i Dubai har jeg fundet noget, som jeg tror, jeg kan bruge til noget. Det er ikke noget, jeg kan forklare - mere en fornemmelse. I lang tid har jeg trænet betydeligt bedre, end jeg har spillet. Jeg har ikke kunnet lukke det hul, og det har været vanvittigt frustrerende. Men nu tror jeg måske, der er en lille 5-øre, der faldt. Jeg glæder mig til at se, hvor det kan bære mig hen.

Vi glæder os også.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer