Særlig landskamp på programmet for ungdommen | Golf.dk
Danmarks hold ved Junior Cup i 2016, hvor der var masser af glæde selv om det ikke blev til sejr

Særlig landskamp på programmet for ungdommen

11/10 - 2017 | Martin Rahbech

Der kommer til at være en særlig stemning over Helsingør Golf Club i weekenden. En landskampstemning for en flok drenge og piger fra Danmark, der aldrig har prøvet det før.

Norge og Sverige stiller op til dysten ud fra andre udtagelseskriterier, der nærmer sig almindelige landshold.

De danske spillere har taget en lang vej. Det startede med klubkvalifikation, der kunne afvikles i alle klubber med fuldgyldigt medlemskab af DGU. Næste stop var landsdelsfinaler og landsfinale, der blev spillet i Blommenslyst Gk i slutningen af juni.

Nu er der fundet de 12 spillere, der skal kæmpe for Danmark og æren for dansk golf og personligt.

- Vi vil jo gerne, at de bedste tilmelder sig set ud fra vores vinderchancer. Nogle af de ældre juniorer prioriterer anderledes, og det er også fint for os. Vi vil gerne bruge Nordic Junior Match som en stor oplevelse, der kan give deltagerne blod på tanden og fortsætte med at dygtiggøre sig inden for golf - hvem ved, måske de kan nærme sig det rigtige landshold. Der er fx flere af spillerne fra DGU’s trupper, der tidligere har deltaget i Nordic Junior Match. Nogle af disse spillere har i øvrigt haft så stor en oplevelse til denne landskamp, at de har prioriteret Junior Cuppen igen, fortæller Turnerings- og Udviklingskonsulent ved DGU og i weekenden holdkaptajn Rikke Haurvig til Golf.dk

Matchen fungerer med to trin i weekendens løb.
Spilleformatet er 6-point amerikaner/københavner begge konkurrencedage. 

Lørdag spilles der Mix Foursome, hvor dreng og pige fra hver aldersgruppe spiller mod hinanden.
Søndag spilles der singler, hvor hver aldersgruppe fra Norge, Sverige og Danmark spiller mod hinanden drenge og piger indbyrdes.

Det hele skal altså foregå i Helsingør Golf Club, men der vil ikke være spiller fra Helsingør til start i landskampen. Men de kæmpede for det.

- Vi plejer jo at have et par stykke med. De synes altid det er superfedt at være med til, og det giver nogle store oplevelser. Det bliver så ikke i år, at vi får spillere med, siger Heidi Carlsen, formand for sportsudvalget i Helsingør Golf Club til Golf.dk

Som værter ser hun dog frem til en spændende weekend på en udfordrende bane.
- Banen er våd og fugtig, men der skal nok blive spillet. Det er da muligt, Danmark ikke vinder, men det bliver stadig en god oplevelse, siger Heidi Carlsen.

Danmarks hold

Adam Søndergaard Pedersen Ikast golfklub
Amalie Leth-Nissen Hjortespring Golf Klub
Jens Kristian Thysted Holbæk Golfklub
Liv Lunøe Simon's Golf Club
Theis Støvring Poulsen Smørum Golfklub
Cecilie Leth-Nissen Hjortespring Golf Klub
Daniel Markenfeldt Dragør Golfklub
Natacha Høst Husted Smørum Golfklub
Timothy Nielsen The Scandinavian Golf Club
Julie Nygaard Viborg Golfklub
Jeppe Heide Bank Olesen Esbjerg golfklub
Christina Marie Skov Pedersen Viborg Golfklub

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer