Så far falde om på green - står nu bag golfturnering for hjertearbejde | Golf.dk
Thomas Christensen-Degn har brugt sin fars sygdomsforløb som anledning til at gøre et stykke arbejde til fordel for Hjerteforeningen.

Foto: Privat

Så far falde om på green - står nu bag golfturnering for hjertearbejde

15/03 - 2018 | Thomas Christensen-Degn

Da jeg var 13 år gammel, så jeg min far falde om på Harre Vig Golfklub – nærmere bestemt greenen på hul 7 - med hjertestop. Heldigvis var vi ikke alene, og en voksen kunne give min far hjertemassage på stedet, indtil ambulancen nåede frem. Han overlevede - men med et stærkt skadet hjerte.

En svær tid fulgte for vores familie, hvor vi dels skulle vænne os til et helt nyt liv med en alvorlig hjertesygdom som en del af hverdagen for os alle. Samtidig skulle jeg vænne mig til, at min far ikke længere kunne leve det aktive liv, vi tidligere havde delt med f.eks. fodbold og tennis.

I golf fandt vi dog efterhånden hinanden i en sportsgren, hvor vi igen kunne være sammen om træning og teknik, og med base i Trehøje Golfklub fik vi sammen en masse fantastiske oplevelser i golfens tegn.

Som årene gik blev min fars hjerte svagere og svagere. I foråret 2014 kunne det gamle hjerte ikke mere, og han kom på venteliste til et nyt.

Den 29. juli 2014 kl. 00:30 ringede min telefon, og min mor fortalte at der var fundet et donorhjerte. Min kone og jeg var hurtigt i tøjet og på vej fra Brønshøj til Skejby. Vi havde glædet os til dette øjeblik – til der kom et nyt hjerte -, så vi kunne have vores elskede far, svigerfar og farfar i mange år endnu.

Selve hjertetransplantationen gik fornuftigt, men efter operationen kunne det nye hjerte ikke komme ordentligt i gang. Min far lå derfor i koma de efterfølgende 12 døgn. Det var i disse uendeligt lange dage, hvor idéen om et indsamlingsprojekt til fordel for Hjerteforeningen opstod.

Efter de 12 døgn vendte min far stille og roligt tilbage til livet. Han var stærkt svækket, men han viste som altid usædvanligt gå-på-mod og viljestyrke. Selv de erfarne sygeplejersker på intensivafdelingen var imponerede over denne mands jernvilje og overskud til altid at takke alle sygeplejersker, læger og selv rengøringspersonalet for deres hjælp – min far var ovenpå igen, i hvert fald mentalt.

I de efterfølgende 44 døgn kæmpede min bedste ven for den chance, han havde fået. Det lykkedes ham at genvinde førligheden over størstedelen af sin krop, og snart ville han kunne overføres til hjerteafdelingen, inden han kunne komme hjem – og senere på golfbanen.

Tirsdag den 23. september 2014 blev sommersol med ét erstattet af efterårsregn

Min far fik et svært tilbagefald som følge af en blodforgiftning. Familien blev hurtigt samlet, og fra denne aften var han ikke længere ved bevidsthed. Det viste sig, at en slem aspergillus svampeinfektion havde ødelagt store dele af lungevævet, og efter en uge i koma måtte lægerne meddele os, at min fars liv ikke stod til at redde.

Den 1. oktober 2014 kl. 19:01 blev himlen et bedre sted at være, og vi mistede vores far, svigerfar, farfar og min bedste ven.

Mens alting fortsat så positivt og lyst ud, fik jeg idéen til et indsamlingsprojekt. Jeg ville gerne “betale” tilbage til alle de mennesker – sygeplejersker, læger, hjertelæger, kirurger og andre som havde hjulpet min far og mange andre hjertepatienter og deres familier.

Det er nogle mennesker, som hver eneste dag gør en forskel for andre, og deres arbejde og indsats er ubetalelig.

Nu var tingene pludselig ændret, og min far overlevede ikke forløbet. Det var på ingen måder sundhedspersonalets skyld, men bare en uheldig kombination af nogle ærgerlige faktorer. Jeg er fortsat den dag i dag alle disse mennesker evig taknemmelig for den hjælp, pleje og kærlige omsorg de gavn min far de sidste to måneder af hans 62 år lange – eller korte – liv.

Hjertetourens domænenavn blev købt via mobiltelefonen fra et pårørendeværelse på intensivafdelingen på Skejby, men der skulle gå frem til sommeren 2015, inden Hjertetouren for alvor tog form, og der blev etableret en officiel frivillig forening med det formål at indsamle penge til at understøtte Hjerteforeningens og Børnehjertefondens arbejde for ”et Danmark, hvor ingen dør unødvendigt af hjerte-kar-sygdomme”, at udbrede oplysninger om kost og motions forebyggende effekt i forhold til hjerte-kar-sygdomme samt at bidrage positivt til hjertepatienters helbredelsesforløb.

Hjertetourens første officielle projekt var et 24-timers velgørenhedscykelevent på Flyvestation Værløse tilbage i sommeren 2015 – på datoen for min fars hjertetransplantation. Siden er cykeleventet blevet en fast tilbagevendende årlig begivenhed i august måned, hvor hjertepatienter såvel som raske cykler i 24 timer i den gode sags tjeneste. Hjertetouren har siden starten i 2015 indsamlet og ubeskåret overdraget 282.871 kr. til Hjerteforeningens livsvigtige arbejde.

Da golfsporten altid har betydet meget for min afdøde far og bedste ven – både før og efter hjertestoppet på Harre Vig Golfklub – var det nærliggende, at Hjertetourens årshjul fra 2018 skulle udvides med et golfarrangement på Trehøje Golfklub oprettet i Orla Degns minde og til hans ære, og hvor alle bidrag går ubeskåret til Hjerteforeningen.

Se mere på www.hjertetouren.dk, eller mød os fredag den 25. maj til Hjertetouren Match i Trehøje Golfklub.

 

User Comments:

  • Tilmelding åben

    16/03 - 2018 | Maibrit Juhl

    Se mere på www.trehoje-golf.dk eller tilmeld direkte i GolfBox - Søg på HJERTETOUR

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer