Så er OL-makkerne fundet | Golf.dk

Så er OL-makkerne fundet

09/08 - 2016 | Martin Rahbech

Så er det dagen før dagen, hvor golf træder ind i det olympiske rampelys for alvor. Torsdag spilles første runde for herrernes turnering, og nu er starttiderne og grupperne offentliggjort.

Søren Kjeldsen starter sin første runde 9.25 lokal tid, og han skal spille med chilenske Felipe Aguilar og Danny Chia fra Malaysia.

Lidt senere på formiddagen skal Thorbjørn Olesen i gang, og det vil være i selskab med tyske Alex Cejka og Ryan Fox fra New Zealand.

Brasilianske Adilson da Silva får fornøjelsen af starte turneringen med den første bold, og han skal spille i selskab med Graham DeLaet fra Canada og Byeong-Hun An fra Korea.

Flere af de største navne er naturligt nok samlet på de første runder.

Sergio Garcia og Patrick Reed skal spille sammen med Emiliano Grillo.

Henrik Stenson skal spille med Thongchai Jaidee og Rafael Cabrera-Bello.

Bubba Watson og Martin Kaymer er sat i bold med indiske Anirban Lahiri.

Søndag vil det så vise sig, om der kommer en olympisk sensation og en præstation, der vil være en major værdig.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer