Så er han i gang | Golf.dk
Thorbjørn Olesen stak næsen godt frem på European Tour.

Foto: Getty Images

Så er han i gang

24/04 - 2017 | Claes Meldal

Power Rankings: Thorbjørn Olesen var flyvende under store dele af turneringen i Kina, og flere andre danskere slap fint fra deres opgaver verden over.

Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.

1. Thorbjørn Olesen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 8 i Shenzhen International (European Tour)
Thorbjørn Olesen hev sæsonens foreløbig bedste resultat hjem fra Kina, da han sluttede på en 8. plads efter tre flotte runder. Desværre var fire lave runder påkrævet for at begå sig helt oppe i toppen, men Thorbjørns lørdagsrunde i par viste sig at være lige akkurat de slag, der manglede for at spille med om titlen.

2. Martin Ovesen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 8 i Turkish Airlines Challenge (Challenge Tour)
Martin Ovesen brød igennem på Challenge Tour i sidste sæson, og i år skal han tage næste skridt og spille sig i position til at have en chance for at rykke op på European Tour til næste år. Han viste flotte takter i Tyrkiet i weekenden, men en ærgerlig 76’er i finalerunden i strid blæst betød, at han rykkede fem pladser ned og gik glip af en vigtig topplacering.

3. Nicole Broch Larsen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 23 i Mediterranean Ladies Open (Ladies European Tour)
Den gode nyhed for Nicole Broch Larsen? 20 birdies, 1 eagle og et skyhøjt topniveau. Den knap så gode nyhed? Et væld af pletter på scorekortet, som forvandlede en potentiel sejrschance til en ret ligegyldig 23. plads. Nu har Nicole et par uger til at få luget ud i fejlene, inden det går løs på touren igen.

4. Nanna Koerstz Madsen
Sidste uge: 2
Seneste resultat: Nr. 15 i Sara Bay Classic (Symetra Tour)
Nanna Koerstz Madsen har som erklæret mål at blive en profil på den amerikanske LPGA Tour, og vejen dertil skal banes via lillesøstertouren Symetra Tour. Smørum-spilleren tog et lille skridt mod sit mål med en 15. plads under vanskelige forhold i Florida, men der skal topresultater til, hvis pengeposen skal være velspækket nok til at slutte i den forjættede top 10 på pengelisten, som giver direkte adgang til LPGA Touren.

5. Morten Ørum Madsen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 19 i Turkish Airlines Challenge (Challenge Tour)
Morten Ørum Madsen har haft svært ved at finde melodien i en længere periode, og han er nu tilbage på Challenge Touren i bestræbelserne på at komme tilbage på European Tour. I Tyrkiet var der lovende takter fra silkeborgenseren, der gik tre fine runder og en middelmådig lørdagsrunde. Det rakte til en 19. plads og kan forhåbentlig blive starten på en stabil fremmarch mod fordums høje niveau.

Boblere
Daisy Nielsen (nr. 15 i Azores Ladies Open (LET Access Series))

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer