Lasse Jensen kan garantere sin plads i top-100 på Race to Dubai denne uge.

Foto: Getty Images

Så er der dømt arbejdsro

17/04 - 2017 | Claes Meldal

Power Rankings: Lasse Jensen kan tage det helt roligt. Han kommer også til at spille European Tour i 2018 efter en række flotte resultater tidligt på sæsonen.

Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.

1. Lasse Jensen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 4 i Trophee Hassan (European Tour)
Lasse Jensen hentede endnu et superresultat på European Tour med en 4. plads i Marokko – og nok så væsentligt fulgte der godt 115.000 euro med den flotte præstation. Det betyder, at Jensen rykkede op på en 32. plads på Race to Dubai-listen, og at han allerede nu har tjent nok præmiepenge til, at han burde være sikker på et fuldt kort til European Tour næste år.

2. Nanna Koerstz Madsen
Sidste uge: 2
Seneste resultat: Nr. 14 i Lalla Meryem Cup (Ladies European Tour)
Efter femtepladsen på Symetra Tour i forrige uge var Nanna Koerstz Madsen i aktion på den anden side af Atlanten i den forgangne uge. Og formen er ganske god, selvom der var skønhedspletter undervejs. Koerstz Madsen lavede et hav af birdies og ser ud til at være klar til den vigtige del af foråret med masser af turneringer i den kommende tid.

3. Kristoffer Max
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 3 i French International Boys Championship (amatør)
Kristoffer Max viste imponerende takter i French International Boys Championship, hvor han først blev stoppet i semifinalen. Søllerød-talentet var ikke på forhånd spået de store sejrschancer, men han leverede en fremragende præstation og nåede blandt de fire bedste i den stærkt besatte hulspilsturnering.

4. Puk Lyng Thomsen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 3 i French International Girls Championship (amatør)
Puk Lyng Thomsen har i lang tid markeret sig som en af de største amatørprofiler på internationalt plan, og ved French International Girls Championship var hun med fremme igen. Thomsen måtte dog se sig slået med 2&1 af svenske Amanda Linner i semifinale, og finalepladsen glippede dermed for den stærke dansker.

5. Lucas Bjerregaard
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 27 i Trophee Hassan (European Tour)
Lucas Bjerregaard lagde fint ud med to runder i 70 og 71 ved Trophee Hassan, og det gav ham mulighed for at jagte en topplacering i weekenden. Desværre gik finalerunderne ikke helt, som nordjyden havde håbet på. To høje runder i 74 og 76 slag betød, at Bjerregaard rutsjede fra toppen og ned gennem finalefeltet, hvor han endte med at finde sig til rette på en 27. plads.

Boblere
Jeff Winther (nr. 34 i Trophee Hassan (European Tour))
Emily Pedersen (nr. 36 i Lalla Meryem Cup (Ladies European Tour))

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer