Ryder Cup til Californien i 2032? | Golf.dk
Jack Fleck, Billy Casper, Scott Simpson, Lee Janzen og Webb Simpson har alle vundet US Open på The Olympic Club. Nu skal banen muligvis være Ryder Cup-bane.

Foto: Getty Images

Ryder Cup til Californien i 2032?

03/11 - 2017 | Claus Rødgaard Thomsen

I USA er de i god tid, når der drejer sig om at sætte navn på værtsbaner til Ryder Cup.

Angiveligt vil det i næste uge blive offentliggjort, at The Olympic Club i San Francisco bliver vært for Ryder Cup i 2032.

Det skriver The San Francisco Chronicle i en historie, som flere amerikanske medier har gengivet. Ifølge den californiske avis vil The Olympic Club samtidig blive annonceret som værtsbane for PGA Championship i 2028.

The Olympic Club er ellers primært kendt som en US Open-bane. Banen har været vært for US Open fem gange. Senest, da Webb Simpson vandt sin enlige major i 2012.

Angiveligt stod OIympic Club til at skulle holde US Open i 2027. Men da USGA i stedet valgte at give den turnering til Pebble Beach, har Olympic tilsyneladende i stedet besluttet at sige ja til et tilbud fra PGA of America.

US Open er typisk den mest attraktive af de to amerikanske majors, der går på tur. Men ved at kaste en Ryder Cup ind i handlen har PGA of America haft held med at få flere US Open-baner ind i PGA Championship-regi.

Bethpage i New York blev eksempelvis annonceret samtidig som vært for PGA Championship i 2019 og Ryder Cup i 2024.

Hvis historien om Olympic Club holder, vil det ironisk nok være tilfældet, at banen for 2032 er kendt, inden man kender værtsbanen for 2026, 2028 eller 2030.

De fire kommende Ryder Cups bliver afholdt følgende steder.

2018: Le Golf National, Paris

2020: Whistling Straits, Kohler, Wisconsin

2022: Marco Simone Golf & Country Club, Rom

2024: Bethpage State Park (Black), New York

I 2026 er forventningen, at Ryder Cup vil blive spillet i Storbritannien efter to matcher i det kontinentale Europa.

Det var også for nylig, at USGA annoncerede, at US Open i 2027 vil blive spillet på Pebble Beach. Dermed går man tilbage til i højere grad at bruge klassiske US Open-baner efter delvist mislykkede eksperimenter på Chambers Bay i 2015 og Erin Hills i 2017.

Frem til 2027 vil vi se US Open på baner som Pinehurst, The Country Club, Winged Foot og Oakmont, mens Pebble Beach og Shinnecock Hills begge kommer til at afvikle to US Opens indenfor en periode på ti år.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer