Ryder Cup-stjerner fortsætter festen | Golf.dk
Tyrrell Hatton hyggede sig torsdag med sin amatørmakker, den tidligere fodboldspiller Ruud Gullit.

Foto: Getty Images

Ryder Cup-stjerner fortsætter festen

04/10 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Få dage efter triumfen i Paris var et par af Europas Ryder Cup-helte tilbage i aktion og tilbage i topform. Alfred Dunhill Links Championship er på programmet, og der er Tyrrell Hatton dobbelt forsvarende mester. 

Der er fine muligheder for tre på stribe, for efter ni kaotiske huller på Kingsbarns lukkede englænderen med fire birdies for en runde i -2. Det giver en delt ottendeplads med blandt andre Brooks Koepka og Lucas Bjerregaard. 

Derfra er der to slag op til fronten. Marcus Fraser brugte 68 slag på Carnoustie, mens Matt Wallace underskrev samme score på The Old Course. Wallace var slemt skuffet over at blive forbigået til et Ryder Cup wild card, men det lader ikke til at have påvirket formen. Englænderen har vundet tre gange i 2018 – i Indien, Tyskland og Danmark – og efter seks birdies og to bogeys er han i position til at få sæsonens fjerde titel.

Tommy Fleetwood dannede et yderst succesfuldt makkerskab med Francesco Molinari i Paris – Moliwood – men på egen hånd spillede han også flot golf på en kold, stormende efterårsdag i Skotland. En runde i -1 på Kingsbarns giver en delt 15. plads. Fredag slippes Fleetwood løs på Carnoustie, hvor han satte en banerekord i 63 slag for 12 måneder siden.

Udover Bjerregaard tæller feltet også Søren Kjeldsen og Lasse Jensen med dansk pas. Begge var rundt i par på førstedagen, og det giver en delt 25. plads.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer