Ryder Cup skal til Irland | Golf.dk
Næste års Ryder Cup-kaptajn, Padraig Harrington, har gode minder fra Adare Manor i sit hjemland.

Foto: Getty Images

Ryder Cup skal til Irland

25/07 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Adare Manor i Limerick, to en halv times kørsel sydvest for Dublin, er blevet udnænt til vært for Ryder Cup i 2026. Banen var vært for Irish Open i 2007 og 2008, hvor Padraig Harrington og Richard Finch blev kåret til vindere. For et par år siden blev der foretaget betragtelige ændringer af banen, og nu kommer golfens største cirkus altså til byen.

- Vi er ovenud begejstrede over at annoncere, at Ryder Cup 2026 vil blive afholdt i Irland på Adare Manor, som er i verdensklasse, både når det kommer til golfbanen og resortets andre faciliteter. 

- Dagens offentliggørelse ville ikke have været mulig uden støtten fra statsminister Leo Varadkar og den irske regerning, som modtager vores taknemmelige og dybtfølte tak. Måneders omhyggelige forhandlinger har ført os til dette punkt, og vi kunne ikke være mere begejstrede over at bringe golfspillets største holdbegivenhed tilbage til Irland, udtaler Guy Kinnings, European Ryder Cup Director.

Whistling Straits i Wisconsin, Marco Simone i Italien og Bethpage Black i New York er de kommende Ryder Cup-destinationer, inden blikket rettes mod Irland. Til den tid vil det være 20 år siden, at Ian Woosnams hold tangerede den europæiske rekordsejr på 18,5-9,5 ved Ryder Cup på K Club.

Irish Open har oplevet en opblomstring i de senere år, og sidste uge blev The Open afholdt på den irske ø for første gang i 68 år – endda med en irsk vinder. Nu har den golfglade nation et nyt højdepunkt at se frem mod.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer