Rutinerede danskere tøjler lang ørkenbane | Golf.dk
Søren Kjeldsen er på vej mod sit bedste resultat i en slagspilsturnering siden 2016.

Foto: Getty Images

Rutinerede danskere tøjler lang ørkenbane

18/01 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Thomas Bjørn har ikke været nær toppen af europatourens Driving Distance siden starten af dette årtusinde. Søren Kjeldsen har aldrig været det. De to rutinerede danskere bliver ikke længere fra tee med årene, og i 2018 sluttede ingen af dem i top-160 på en liste, der talte 180 navne. Alligevel er de to rutinerede danskere velspillende på den tredjelængste bane på europatouren.

Begge sæsondebuterer i Abu Dhabi HSBC Champions – i år forfremmet til Rolex Series status, og begge ser ud til at få en god portion af de syv millioner dollars med videre til næste uges opgave. 

Fra cutgrænsen var Bjørn tidligt på banen, og frigjort af Ryder Cup-kaptajnskabets tonstunge pres var han velspillende på Abu Dhabi Golf Club. Bjørn var den ene af kun to spillere med et rent scorekort på tredje runde. 15 pars og tre birdies, 69 slag, gav et hop fra 56. pladsen frem til delt nummer 25 i -6.

Bjørns seneste slutplacering i top-25 kom tilbage i juli 2017, så der er masser af positive takter, inden finalerunden i årets første turnering.

Kjeldsen startede dagen på femtepladsen, og der ligger han også 18 huller senere. Tre birdies og to bogeys gav en 71'er, og samlet er den 43-årige nordjyde 10 under par. Han startede fredagen tre slag fra førstepladsen, men når han indleder den afgørende runde lørdag, er der syv slag op til Shane Lowry.

Ireren har ført fra turneringens start, og især på banens fire par 3 huller har Lowry været mesterlig. Otte under par er han på de korte huller efter tre runder. 67 slag blev det til samlet på tredjedagen, og det fik den 31-åriges total til -17, tre slag foran Richard Sterne på andenpladsen.

Efter sine to første runder fik Kjeldsen en snak med europatouren, hvor han forklarede, hvordan han holder sig konkurrencedygtig på en 6934 meter lang bane. 

- Jeg har altid haft det sådan, at jeg ikke har spillet et hul, jeg ikke kan lave birdie på. Jeg kan ikke bruge mit liv på at se på andre spillere og tænke, ”wow, jeg ville ønske, jeg kunne slå bolden som ham”. Jeg bliver nødt til at få det bedste ud af mit spil, og så langt så godt, sagde han.

Der skal så sandelig nogle birdies til lørdag, hvis han skal fange Lowry og hente karrierens femte titel på europatouren.

Lucas Bjerregaard startede dagen side om side med Thomas Bjørn, og efter en arbejdsdag i par hoppede han frem til 50. pladsen.

Det gik den anden vej for Joachim B. Hansen. Oprykkeren fra challengetouren har klaret fire ud af fem cuts, siden han genvandt sin plads blandt Europas bedste, men det første topresultat lader vente på sig. Fredag brugte han 74 slag og dumpede ned til 58. pladsen i -2.

Link til stillingen 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer