Rusten Mickelson tvivler på formen | Golf.dk

Rusten Mickelson tvivler på formen

19/01 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

PGA Touren har ramt fastlandet, og vanen tor betyder det starten på Phil Mickelsons år. I reglen plejer den femdobbelte majorvinder at møde op udrustet med bombastiske udtalelser: For to år siden spåede han, at de fem følgende ville blive de mest succesfulde i karrieren. Sidste år proklamerede han, at han ville øge svinghastigheden med 16 kilometer i timen.
 
Selvom Mickelson sjældent når sine mål (til fulde), så viser de en optimisme, der er helt afgørende for ham, men denne sæson er anderledes. I oktober blev den 46-årige amerikaner opereret for brok, og i december fik han foretaget et nyt indgreb for samme problem. Derfor begyndte han først at slå bolde for en uge siden, og det var først onsdag, han endeligt meldte sig klar til at spille ugens CareerBuildr Challenge – en turnering han fra i år har overtaget værtskabet for.
 
- Jeg har det godt, og jeg har lyst til at spille. Jeg ved ikke, hvor mit spil er, men jeg tænker, den eneste måde at finde ud af det på, er ved at spille, sagde han i en pressemeddelelse.
 
Mickelson blev nummer tre i turneringen i 2016, men for Søren Kjeldsen har det krævet masser af forberedelse i dagene op til starten. Efter sit missede cut på Hawaii bliver den 41-årige dansker denne uge testet på de tre baner PGA West Stadium Course, LaQuinta Country Club og Nicklaus Tournament Course.
 
Det er ikke kun banerne, Kjeldsen har haft brug for at finde ud af. Problemer med driveren var den primære årsag til friweekenden på Hawaii, og for at det ikke skal gentage sig, er der blevet slidt for at finde en løsning. 
 
- Det har været nogle lange dage her i Palm Springs, idet min driving har drillet en del siden fredag i sidste uge. Jeg har virkelig knoklet og synes, jeg er kommet en anelse videre uden at være helt, hvor jeg havde håbet på. I morgen går det løs, så håber på at kunne mærke lidt fremgang, skrev Kjeldsen sent onsdag på Facebook.
 
Kjeldsen, som er faldet ud af verdens top-50, starter turneringen på LaQuinta klokken 19.20 dansk tid i selskab med Rickie Barnes. Der spilles i et Pro-Am format, så der venter mange timers golf, før cuttet falder efter lørdagens runde.  

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer