Russell Knox ét slag fra førstepladsen efter albatros | Golf.dk
Siden Russell Knox vandt Irish Open i Juli, har han en 10. plads som sit bedste resultat. Måske er han på vej mod noget stort i Valspar Championship.

Foto: Getty Images

Russell Knox ét slag fra førstepladsen efter albatros

22/03 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Ikke meget gik efter planen for Russell Knox på de første ni huller af Valspar Championship. Den 33-årige skotte havde godt nok lavet et par birdies, men han fandt sig alligevel to over par, da han tog hul på de sidste ni på Innisbrook Resorts Copperhead Course.

Det ændrede sig med et trylleslag på 11. hul. Efter et drive på 299 yards havde han stadig 274 yards tilbage i andetslaget. Det viste sig at være den idelle afstand, for Knox slog bolden på green og kunne se på tilskuernes reaktion, at han ikke havd brug for at tage putteren i brug.

I stedet kunne han traske samtlige 823 fod frem til hullet, hive bolden op og notere en albatros.

- Det er en god måde at komme fra +2 til -1 rigtig hurtigt. Jeg havde ikke engang brug for at putte, hvilket var stort. Jeg slog et dejligt drive og vidste, at hvis jeg bare slog en fin 3-wood, ville det passe med, at bolden endte i nærheden af green, og det var alt, jeg havde målsætning om. Jeg ramte den perfekt, og den var lige på flaget hele vejen, og den nåede lige præcis over greenbunkeren, og så hoppede den og trillede og trillede og trillede og trillede, og så faldt hun i, sagde Knox til PGA Touren.

Ikke alene tjente han tre slag i forhold til banens par på det ene hul, han formåede også at bygge videre på den sjældne albatros. Han lavede tre birdies på de sidste syv huller for 29 slag på bagni. Samlet kom han rundt i 67 slag. 

- Fire under på denne bane er virkelig stærkt. Alt under par er rigtig godt, så fire under... altså, hvis man går fire under hver dag, ved man hvilken placering, man slutter på. Så jeg er kommet fremragende fra start, og jeg er meget glad, sagde Knox.

Skotten er et slag fra førstepladsen. Den deler Joel Dahmen og Sepp Straka efter runder, der fulgte en mere koventionel skabelon. Straka var bogeyfri, mens Dahmen lavede seks birdies og en enkelt bogey.

Knox deler tredjepladsen med Kevin Kisner og den tidligere verdensétter Luke Donald. Den nuværende nummer ét er også i feltet. For tiden hedder han Dustin Johnson, og han lagde ud med en 69'er, -2. Den score rækker til 11. pladsen, som han deler med blandt andre Bubba Watson og Jim Furyk.

Furyks Ryder Cup-kaptajnskab var på ingen måde en succes, men siden nederlaget i Paris har han igen koncentreret sig om sin egen karriere, og på det seneste er det begyndt at give resultater for den 48-årige amerikaner. For få uger siden blev Furyk nummer ni i Honda Classic, og søndag hentede han en andenplads i den gigantiske og imponerende stærkt besatte Players Championship. 

Han startede ugens turnering i Florida med tre birdies og en bogey og er kun tre slag fra toppen.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer