Roommates deler førstepladsen i Scottsdale | Golf.dk
Der er gået to år siden den seneste af 30-årige Rickie Fowlers fire sejre på PGA Touren.

Foto: Getty Images

Roommates deler førstepladsen i Scottsdale

01/02 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Justin Thomas og Rickie Fowler er en del af det slæng, som gennem årene har lavet en tradition ud af at holde ”spring break” med nøgenhed, store mængder alkohol og dumdristige udfordringer. Denne uge går det nok mere stille for sig, men det kan ændre sig, hvis en af de to vinder Waste Management Phoenix Open.

De to har sammen lejet et hus, og efter første runde ligger de side om side helt i toppen af stillingen. Thomas lavede to birdies på sine første ni huller og fandt storspillet frem på de sidste ni med fem birdies og fire pars. Fowler tog fire slag fra banen på sin forni og nåede til -7 efter 17 huller. Han var også tæt på at rykke helt alene til tops, men puttet for birdie på dagens sidste hul blev oppe.

- Jeg håbede virkelig, jeg ville få det sidste putt i. Jeg slog et perfekt putt og troede, den vilde falde lidt mere til sidst. Det gjorde den ikke. Vi deler hus denne uge, så jeg håbede på at få håneretten til middagen i aften. Men vi fortsætter, og det bliver sjovt. Forhåbentlig kan vi holde det kørende indtil søndag, sagde Fowler efter sin 64'er.

Udover Thomas og Fowler var også Harold Varner III rundt i -7. Han var den eneste af de tre, som fik birdie i den infernalske larm blandt de tusindvis af tilskuere på 16. hul. Den kom i hus ved et birdieputt fra små 10 meter.

De tre amerikanere fører med et enkelt slag ned til Martin Laird og J.T. Poston på fjerdepladsen.

Hele 23 spillere fra verdens top-50 er til start på TPC Scottsdale. Det giver 56 verdensranglistepoint til vinderen.

Et par af de øvrige forhåndsfavoritter kom også fint fra start i Arizonas ørken. Jon Rahm gik på college i nabolaget og kender banen glimrende. Han gik fire under par torsdag, samme score som Xander Schauffele, og de har del i 11. pladsen. Et slag længere tilbage finder man blandt andre Phil Mickelson.

Link til stillingen  

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer